Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En smittet med coronavirus på dansk fabrik

31. jan, 14:04
GN Store Nord, kendt for høreapparater, stopper midlertidigt produktion i Kina på grund af coronavirus.

Høreapparatproducenten GN Store Nord stopper midlertidigt produktionen på sin fabrik i den kinesiske by Xiamen.

Det skyldes, at en kinesisk sikkerhedsvagt er blevet smittet med coronavirusset. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Den smittede mand er ikke på lønningslisten hos GN, men ansat af et vagtfirma. Han fik konstateret virusset 29. januar.

- GN tager alle nødvendige skridt for at minimere yderligere spredning af virussen og har som en konsekvens suspenderet sine operationer på dette sted, skriver GN.

Med til historien hører, at fabrikken i øjeblikket er lukket ned på grund af det kinesiske nytår.

GN havde i forvejen forlænget ferieperioden for de ansatte som følge af virusudbruddet, og det er nu forlænget yderligere to uger.

GN Store Nord har omkring 200 ansatte på fabrikken i Kina, der producerer høreapparater. Det er GN's eneste produktionssted i Kina.

Fabrikken i Xiamen ligger omkring 1000 kilometer fra byen Wuhan, hvor coronavirusset i første omgang blev opdaget.

GN vil på nuværende tidspunkt ikke give noget bud på, hvad de økonomiske konsekvenser af nedlukningen bliver.

Den endelige regning afhænger også af, hvor hårdt GN's underleverandører i Kina er ramt af virusudbruddet.

Virusset har indtil videre kostet mindst 212 personer livet i Kina. Det samlede antal smittede nærmer sig 10.000. Langt de fleste er i Kina.

GN Store Nord er ikke den eneste danske virksomhed, som er påvirket af udbruddet i Kina.

Smykkeselskabet Pandora oplyste torsdag, at det lukker 53 af sine 237 butikker i Kina som følge af virusset.

Flyselskabet har valgt at indstille sine flyvninger til og fra Kina frem til 9. februar.

/ritzau/