Lægemidlet hydroxyklorokin, der er udviklet til brug mod malaria, er blevet testet for gavnlige effekter mod corona. (Arkivfoto) Foto: George Frey/Reuters

Stopper globalt corona-forsøg

17. jun, 19:28
WHO dropper forsøg med hydroxyklorokin mod corona. I Danmark har man før testet midlets effekt mod virusset.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har stoppet et stort og globalt forsøg med malariamidlet hydroxyklorokin som behandling mod coronavirus.

Det sker, efter at resultater fra en række andre forsøg ikke har vist nogen gavnlig effekt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det globale forsøg har været med deltagelse af flere lande.

Ifølge Reuters er beslutningen om at droppe det globale forsøg blevet annonceret på et pressemøde onsdag.

Herhjemme er det også blevet undersøgt, om hydroxyklorokin kan hjælpe i kampen mod coronavirus.

I starten af juni godkendte Lægemiddelstyrelsen på ny coronaforsøg med midlet, der egentlig er udviklet til brug mod malaria.

Det skete, efter at Lægemiddelstyrelsen ellers i slutningen af maj standsede de danske forsøg.

Årsagen til, at styrelsen valgte at stande de danske forsøg, var en artikel i det britiske tidsskrift The Lancet, der indikerede, at der var bivirkninger ved medicinen.

En del af resultaterne i artiklen blev dog efterfølgende trukket tilbage, da der var tvivl om kvaliteten i testresultater fra forsøg med midlet. Der blev blandt andet peget på en overdødelighed.

Fordi resultaterne i artiklen blev trukket tilbage, mente Lægemiddelstyrelsen, at det var på sin plads at give grønt lys til danske forsøg igen.

- Det er vigtigt, at vi får genereret solid viden fra kliniske forsøg om medicin mod Covid-19.

- Derfor er det godt, at vi igen kan give grønt lys til, at forsøgene kan genoptages, blandt andet fordi der er rejst alvorlig tvivl om oplysningerne i Lancet-studiet, sagde Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, i en pressemeddelelse i starten af juni.

I Danmark er der blevet givet grønt lys til forsøg med hydroxyklorokin mod coronavirus på i alt fire hospitaler.

Det drejer sig om Gentofte Hospital, Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og Odense Universitetshospital.

/ritzau/