145539

Togføreren Morten nægtede at skænke øl for fuld kvinde: Glemmer aldrig den lille dreng ved siden af hende

30. okt 2018, 15:39

DET VAR EN HELT ALMINDELIG hverdag i december, da jeg denne tidlige eftermiddag trillede ind i familieafdelingen med salgsvognen på IC-toget mod København. Vognen var fyldt med slik, chokolade, sodavand, varme wienerpølser, små Harryfigurer og dejligt kolde juleøl til de voksne.

Den første passager, jeg møder ved barnevognspladserne ved indgangen til familieafdelingen ved klapsæderne, er en udadvendt mand på ca. 55 år med en friskfyr attitude. En forholdsvis velsoigneret, pæn og ren fyr med nyklippet leverpostejfarvet hår.

Den sort- og rødternede skovmandsskjorte, cowboysbukserne og de sorte ”gammelmands”-eccosko vidner også om en meget afslappet type. Julelysene begynder tydeligt at funkle i hans øjne, da han får øje på de kolde julebryg på nederste hylde på salgsvognen. Herefter bliver der skruet tydeligt op for charmen overfor damen, som sidder ved siden af ham på hans venstre side.

Han spørger hende høfligt, om han ikke må byde på en lille ”forfriskning”, hvortil hun får bøvset et ”joowtak”. Hun var sidst i tyverne, vil jeg tro, og så vissen og spritstiv, at hun knap kunne sidde selv. Hendes blik var sløret, og hendes halvlange lyse hår lettere uglet. Som om hun lige havde ligget og sovet. Hun så ud til at være helt væk. På hendes venstre side sidder en lille dreng, som ser ud til at være sammen med hende. Han ser mut og betuttet ud, og han sidder musestille. Og han reagerede heller ikke på, at slikvognen var kommet. Dèt syntes jeg også var ekstremt underligt og måske et symptom på, at et eller andet var helt galt.

Den nu noget opstemte midaldrende friske fyr bestiller kækt ”2 kolde fra kassen”, en til ham selv og en til den fremmede dame med det lille barn.

HENDES LILLE CA. 4-ÅRIGE DRENG havde gjort sig selv næsten usynlig. Så usynlig at jeg faktisk ikke helt kan huske, hvordan han så ud.

Moren sad så tæt på, at han kunne se og røre hende, hvis han ville, men hun var så langt væk i en alkoholtåge, at spørgsmålet var, om der overhovedet var kontakt.

Med lettere forhøjet puls afviser jeg prompte mandens bestilling, mens jeg siger ”det kan du desværre ikke få, men du er velkommen til at købe 2 kopper kaffe og en sodavand”.

WHAAT?!? ”hvorfor vil du ikke sælge mig de øl?!?”, ”Hvad har jeg gjort dig?!?” ”Har jeg gjort dig noget?!?", siger han oprevet med tydelig rysten i stemmen.

Jeg siger til ham, at det er 100 % min beslutning ikke at ville servere alkohol for berusede personer. ”Synes du, jeg ser fuld ud?”, spørger han vredt. ”Nææh, ikke så meget dig, men moren med barnet er”. Desuden må jeg heller ikke. Det var tydeligt, at han var rasende og fornærmet.

DEREFTER GÅR JEG stille og roligt videre ned gennem familiekupeen til de øvrige forventningsfulde og ivrige børn, som kun venter på, at deres forældre bestiller en børnemenu med dejlige varme pølser og brød til dem.

Da jeg efter ca. 20 min. kommer tilbage, er de alle sammen væk. De er stået af toget. En dame, som har overværet hele seancen, hiver fat i mig, og præsenterer sig og fortæller, at hun arbejder i Red Barnet, og at hun synes, at det jeg gjorde, var rigtig godt. ”øh..hvad?” ”Jeg gjorde jo ikke rigtigt noget”, får jeg sagt. ”Jo, du gjorde!” Når en officiel person i uniform siger fra, på den måde du gjorde, så betyder det noget. Manden var, for hende at se, alkoholiker og en dygtig skuespiller, så derfor god til at skjule det, så når du nægter ham udskænkning, så mister han kontrollen, hvorefter han panikker, og ved ikke, hvad han så skal. ”Du skal også tænke på, at den lille dreng tror, at berusede voksne er normalt. Han kender jo ikke til andet”. Så selvom han er lille, så registrerer han denne her episode, hvor der nogen, der siger fra, fordi det ikke er okay. Og det kan måske hjælpe ham senere. Og det var det eneste, DU ku' gøre i denne her situation.

JEG TÆNKER STADIG den dag i dag på, om jeg kunne have gjort mere. Jeg kunne jo godt ha' ringet til politiet, som kunne kontakte de sociale myndigheder. Men en ting er sikkert - nu er det for sent! Det er som om, man stadig bærer lidt rundt på sådan en lille fyr. Jeg glemmer ham aldrig, den lille usynlige dreng i toget. Kunne man ha' gjort noget? Skulle man ha' gjort noget? Burde man ha' gjort noget? Én ting er sikkert – nu er det for sent!!