Glem Dovne Robert her er Flittige Glenn

15. aug 2013
Efter måneders debat om dovne arbejdsløse og dårlige jobcentre melder Danmarks største kæde af bilforhandlere sig nu på banen med ros til både jobcentre og ledige.

Danske arbejdsløse er dovne og forkælede og jobcentrene er for dårlige.

Sådan lyder en ofte gentaget kritik i den offentlige debat om det hårdt pressede beskæftigelsessystem.

Nu melder en af Danmarks større virksomheder sig på banen med ros til både jobcentrene, og de topmotiverede ledige, som de får derfra.

Semler Gruppen er en kæde af bilforhandlere, som beskæftiger over 1.500 ansatte.

20 af dem er kommet til inden for de seneste år gennem et samarbejde med Greve Jobcenter.

"Jeg oplever ikke, at der er nogle dovne Robert'er i dem, som vi får ud. Faktisk er det min oplevelse, at de er rigtig glade for at få chancen, fordi mange har været ledige gennem længere tid," siger Mads Smedegaard, der er HR- og kommunikationschef i Semler Gruppen.

Indtil nu har det primært været stillinger af manuel karakter, som bilkoncernen har fået besat gennem samarbejde med jobcentrene.

Men samarbejdet har været så stor en succes, at Semler Gruppen nu har besluttet at rekruttere medarbejdere til administrative funktioner på samme måde.

"Vi har ansat en dedikeret rekrutteringskonsulent, og det har gjort, at vi har fået et rigtigt godt samarbejde med jobcentrene," siger Mads Smedegaard.

Arbejdsdygtighed over dovenskab

En af de nyansatte i virksomheden er Glenn Pedersen.

Efter tre måneder som arbejdsløs fik han job hos Semler Gruppen, hvor han nu har arbejdet som klargøringsmand i snart et år.

Selv om han er uddannet mekaniker, havde han ingen betænkeligheder ved at tage jobbet som klargøringsmand, som uddannelsesmæssigt er lidt mindre krævende.

"Man kan ikke gå arbejdsløs og leve på andres skattepenge. Det synes jeg ikke er i orden. Man skal være engageret og interesseret i at få jobbet, og være klar til at arbejde når man møder ind," siger Glenn Pedersen.

Tror ikke på dovne Robert

Ifølge a-kassernes sammenslutning AK Samvirke, er det problematisk, at ledige i den offentlige debat i stigende grad stemples som 'dovne' og kræsne.

"Det er jo klart, at der er nogle skæve eksistenser som dovne Robert, men det er altså ikke noget generelt fænomen. Det er et større problem, at mennesker nedbrydes, fordi de bliver set ned på af at gå ledige. Det er det alvorlige samfundsproblem i det her," siger direktør Verner Sand Kirk.

Avisen.dk bragte tidligere i år historien om, at antallet af ledige, som straffes for at modsætte sig at tage et arbejde, er for nedadgående.