Giftsagen vokser: 15 gamle sager er dukket op

22. mar 2011
Giftsagen på LM Wind Power vokser. Avisen.dk har fundet 15 gamle sager om alvorligt syge ansatte på Fyn og Jylland. Sagerne, der er flere år gamle, har fagforeningen 3F ikke kunnet finde.

Sagen om arbejdere, der bliver forgiftet og får langvarige men af at lave vindmøllevinger med giftige stoffer, breder sig nu til hele landet.

Avisen.dk har fundet 15 gamle sager, hvor syge arbejdere har henvendt sig til deres fagforening med sygdomme, de mener kunne skyldes arbejdet med giftige dampe fra kemi - fx styren og epoxy. Flere af sagerne er anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen.

Sagerne kommer fra flere steder i Jylland og på Fyn, hvor LM-Wind Power har haft fabrikker.

Alle sagerne har været gennem fagforeningen 3F. Grunden til, at de ikke har været fremme i forbindelse med den seneste tids dækning af sagen, er ifølge 3F selv, at de ikke har kunnet finde dem i arkivet.

 

Kræftsager afvist af Arbejdsskadestyrelsen

Men nu har Avisen.dk gennemgået over 60 sygdoms-anmeldelser fra ansatte hos LM Wind Power og der tegner sig et billede af alvorlige sygdomme spredt over hele landet. Kræftsager er afvist. Slem eksem er blevet anerkendt.

I alt kommer de 15 ekstra sager fra seks forskellige jyske og fynske lokalafdelinger af 3F.

Sagerne handler om kræft, åndedrætslidelser, allergi og eksem.

En kvinde frygter, at hun har fået en hjerneskade og åndedrætslidense. Men sagen afvises af Arbejdsskadestyrelsen.

De seks sager, som 3F Kongedalen har anmeldt, drejer sig om styrenforgiftning, allergisk eksem overfor styren eller epoxy samt åndedrætlidelser.

Desuden har en arbejder fået kræft i hjernen. Årsagen kan være de kemiske påvirkninger på LM Wind Power, men sagen blev afvist af Arbejdsskadestyrelsen.

Den gamle støbearbejder er nu død.

 

Ansatte strømmer til 3F

3F har den sidste måned fået over 100 henvendelser fra ansatte, der mener, de er blevet syge af at arbejde for LM Wind power.

Forbundet gennemgår nu henvendelserne og vurderer, hvilke der skal sendes til Arbejdsskadestyrelsen og eventuelt forfølges ved retssager.

Forbundet Dansk Metal har fået omkring 5 henvendelser og vil nu genoptage en sag.

 

Mistanke om kræft

Det Faglige Hus i Esbjerg har fået seks henvendelser.

"Vi har vejledt vores medlemmer til at kontakte egen læge og derigennem anmelde eventuelle gener til Arbejdsskadestyrelsen. Vi tilbyder medlemmerne at følge op på anmeldelserne og varetage sagerne under behandlingen hos Arbejdsskadestyrelsen," siger advokat i Det Faglige Hus, Britta Thorsø.

"Generne varierer og har blandt andet været udflåd fra næse, hovedpine, hukommelsesproblemer, kronisk forkølelse og mistanke om kræft."

FAKTA

Arbejdstilsynet har i følge ny redegørelse fra 2000-2010 hele 52 gange konstateret væsentlige kemiske problemer i forbindelse med støbning af vindmøllevinger og givet 31 påbud.

Flere LM-arbejdere ønsker en undskyldning fra LM og en undersøgelse af langtidsvirkningerne på deres helbred. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har nu igangsat en helbredsundersøgelse og kræver nye svar fra Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen.

LÆS Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsens 
redegørelse om arbejde med vindmølleproduktion og anvendelse af styren på LM Wind Power i perioden 2000-2010

Læs også ministerens pressemeddelelse.

 

ANMELD DIN SYGDOM:

Alle nuværende og tidligere LM-ansatte, der er syge eller har været syge, skal hurtigst muligt kontakte egen læge og fagforening eller Arbejdsskadestyrelsen via:

- Telefon 72 20 60 00. Sig du skal tale med chefkonsulent Rikke Nissen, der er kontaktperson i den særlige enhed, der skal undersøge LM-ansatte.

- Eller send e-mail til [email protected] – Att. Rikke Nissen.

- Gå til fagforening, der kan hjælpe dig med at føre en sag.

- Du kan også selv anmelde din sygdom eller arbejdsskade via Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside: www.ask.dk. Her er et Link
til en online anmeldelsesblanket.


- Du kan også gå til din egen praktiserende læge. Lægen har pligt til at anmelde din sygdom eller arbejdsskade. Men det er ofte en god ide også at kontakte din fagforening, der kan hjælpe med sagen.

 

Tip os om LM

Har du arbejdet for LM Glasfiber (LM Wind Power), eller har du et tip om LM, så skriv til journalisterne, der står bag sagen: Jens Peter Kildevang: [email protected] eller tlf. 27 13 65 50. Eller kontakt journalist Morten Frich: [email protected]