20050801-162212-4-1920x1301we
Ny afgørelse i voldgiftssag skal ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation ses som et wakeup call til offentlige ansatte, der modtager gaver eller frokoster fra private samarbejdspartnere. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Advarer: Det kan koste dig jobbet

13. okt 2020, 08:20
Offentligt ansatte skal være ekstremt forsigtige, når de fremover deltager i frokoster eller modtager gaver fra eksterne samarbejdspartnere. Sådan lyder budskabet fra FH efter ny voldgiftssag.

Er du offentligt ansat, og har du nogensinde modtaget smågaver eller frokoster af private samarbejdspartnere?

Så kan du risikere at miste dit job - også selvom din chef har sagt god for det.

Det er konklusionen efter en ny voldgiftssag, som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) over sommeren har ført for fagforbundet Blik & Rør. 

Man skal virkelig være forsigtig som offentligt ansat, når man har med eksterne samarbejdspartnere at gøre
Dennis Scnell-Lauritzen, advokat i Fagbevægelsens Hovedorganisation

- Man skal virkelig være forsigtig som offentligt ansat, når man har med eksterne samarbejdspartnere at gøre, siger advokat i FH, Dennis Schnell-Lauritzen, der førte voldgiftssagen, og fortsætter:

- Hvis man er menig, bluecollar medarbejder, står man alene med ansvaret, hvis man fejlvurderer, hvad der er ret og rimeligt i en konkret situation.

Sagen omhandler en offentligt ansat blikkenslager, der forrige sommer blev bortvist efter at have overtrådt arbejdspladsens gavereglerne. Det, selvom han ikke var den eneste, der gjorde det.

Læs også: Advarer om 'tåbelige besparelser på jobcentre: Kan gå ud over de svageste ledige

I flere år havde det nemlig været almen praksis for både teamlederen og kolleger i den statslige styrelse at deltage i frokoster med samarbejdspartnere samt at modtage et par flasker vin til jul. 

Men da den øverste ledelse blev bekendt med det, blev blikkenslageren og hans chef bortvist. 

FH: Problematisk afgørelse

I et forsøg på at få bortvisningen omstødt gik blikkenslageren til sin fagforening Blik & Rør med forklaringen om, at han havde handlet i god tro om, at det var sådan, man gjorde på den pågældende afdeling. 

I sommer blev sagen så afgjort ved en faglig voldgift.

Det, han har gjort, er forkert. Men det må man først og fremmest klandre chefen og den ledelse, der ikke har formået at skabe et godt eksempel, for
Dennis Schnell-Laurtizen, advokat i Fagbevægelsens Hovedorganisation

Blikkenslageren fik ikke medhold fra dommeren med den begrundelse, at det var 'grov misligeholdelse af ansættelsesforholdet' at deltage i frokoster og modtage gaver. 

En afgørelse, der undrer advokat Dennis Schnell-Lauritzen. 

- Det, han har gjort, er forkert. Men det må man først og fremmest klandre chefen og den ledelse, der ikke har formået at skabe et godt eksempel, for, siger han og kalder det 'problematisk', at en medarbejder, der blot har gjort, som chefen selv, bliver straffet så hårdt.

- Hvis han havde gjort noget, der var helt usædvantligt groft, og som virkelig stak ud fra det, man gjorde på arbejdspladsen, er det klart, at han selvfølgelig skulle have en sanktion eller afskediges. Men det specielle her er, at den eneste chef, han havde kontakt til, stod inde for, at man gerne måtte omgås samarbejdspartnerne på samme måde, som den han bliver bortvist for. Det har jeg ikke set før, siger Dennis Schnell-Lauritzen. 

Læs også: Det går alt for langsomt med at få fædre til at tage barsel: 'Vi er bekymrede'

Med det ikke sagt, at reglerne er for rigide. For, som Dennis Schnell-Lauritzen siger:

- Det giver jo god mening at man har stramme regler i det offentlige, der modvirker korruption og interessekonflikter.

- Problemet er, hvordan man santkionerer det. Vi synes jo, at det virkelig må have en undskyldende eller lempelig effekt, når nu ens chef har sagt god for det, siger han videre.

En sandwich kan være et brud på reglerne

Ifølge Dennis Schnell-Lauritzen er afgørelsen en, der skal få offentligt ansatte til at tænke sig godt og grundigt om, før de tager imod gaver eller andre almisser. Eksempelvis kan man som offentligt ansat ikke sige ja til en frokost på samarbejdspartnerens regning - heller ikke selvom det har et fagligt eller samarbejdsmæssigt formål.

Selv det at spise en sandwich til en konference, der er betalt af en ekstern samarbejdspartner, kan vise sig at være et brud på reglerne. 

Derfor har Dennis Schnell-Lauritzen et godt råd til de offentligt ansatte:

- Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man må deltage i et arrangement med forplejning eller må modtage en æske chokolade, så skal man sige nej og kontakte sin tillidsrepræsentant og spørge, om man ikke kan få nogle bedre regler og lokalaftaler, som er afbalanceret mellem ledelsens krav og hensynet til medarbejderne, siger han.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.