Gartnereleven Asbjørn: Alle kan falde, men med støtte står vi stærkere

Asbj__rn_Nielsen_gartnerelev
8. dec. 2020 20.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

"I er de vigtigste mennesker i hele verden." Ordene lyder som noget ud af en terapi-session hos en
psykiater, og det er ikke helt forkert. Kenneth er psykoterapeut tilknyttet Roskilde Tekniske Skole, hvor han i dag holder oplæg om angst generelt, eksamens- og præstationsangst for to hold gartnerelever, der står og skal op til vores grundforløbsprøve og afsluttende eksaminer.

LÆS OGSÅ: Erhvervsuddannelser skal skabe fællesskaber

Kenneth leverer lige præcis det, som vores og andre hold i en stresset tid har brug for. Et lyttende øre og et budskab om, at der er okay ikke at være perfekt, at gøre sit bedste og at det hele nok skal gå. Lige det vi har brug for, men alt for sent.

Som elever har vi måttet se den ene klassekammerat efter den anden droppe ud på grund af for megetfravær, angst eller andre problemer
Asbjørn Nielsen, gartnerelev

Som nævnt i mit tidligere debatindlæg om mestres brug af elever i gratis ugepraktik, så er halvdelen af vores hold stoppet, heraf ville langt størstedelen formentlig være her i dag, hvis de fra starten var blevet informeret om, at det var muligt at tale med en professionel og objektiv stemme om sine problemer. I stedet sidder vi her to uger før eksamen, og selvom det er fedt, at vi kan få en samtale før vi afslutter og skal i skolepraktik eller i lære, så er det kontraproduktivt både for os som elever, for skolen og samfundet.

Som elever har vi måttet se den ene klassekammerat efter den anden droppe ud på grund af for meget fravær, angst eller andre problemer, som kunne være blevet sat bedre i perspektiv gennem rådgivning hos Kenneth eller en anden behandler. Skolen ville have tjent flere penge på os, idet støtte for gennemførsel først opnåes, når vi afslutter vores grund- og hovedforløb, og samfundet ville som helhed have gavn af flere uddannede tidligere til trods for, at flere forhåbentlig starter op på grundforløb næste år eller senere.

LÆS OGSÅ: Forslag: Grundforløb på erhvervs­uddannelser bør laves om

Gartnerfaget bærer, ligesom de fleste andre håndværkerfag på teknisk skole, præg af et
markedssamfunds i bogstaveligt talt angstprovokerende krav om, at så mange som muligt skal så hurtigt som muligt gennem deres uddannelser og ud på arbejdsmarkedet. Fejler du, er det næsten implicit din egen skyld, og der er nedsat skarpe regler for at sikre, at de i forvejen økonomisk beskårne erhvervsskoler lever op til deres rolle som en tandhjul i et pengeorienteret samfund.

Vi har nogle af de bedste og mest passionerede undervisere på gartnerfaget, der alle brænder for deres arbejde og virkeligt ønsker at give viden videre og være der for eleverne, derom skal der ikke herske tvivl. Men det står lysende klart, selv for os som grundforløbselever, at de stramme rammer og krav påvirker hele skolen, elever som undervisere. Kombineret med den traditionelle grove tone som der ofte eksisterer på erhvervs- og tekniske skoler, er der ikke meget plads til omsorg eller ekstra samtaler til lige at høre om alle er okay, eller følge op på hvorfor nogle pludselig ikke dukker op dag efter dag.

Med en forøgelse af støtte til erhversuddannelserne vil det være muligt at ansætte flere som Kenneth, der kan opdage branden før den begynder, og ikke som nu pøse vand på en bygning, der allerede er brændt halvt ned
Asbjørn Nielsen, gartnerelev

Derfor er det op til os selv at indse, at til trods for samfundets krav, som selv den mest ihærdige elev kan falde for, så er det okay at fejle, det er okay at tvivle på sig selv, men fremfor alt at uanset vores fag, så må vi være solidariske med hinanden og sige fra overfor et system, der på Roskilde Tekniske Skole ofte er på bristepunktet. Med en forøgelse af støtte til erhversuddannelserne vil det være muligt at ansætte flere som Kenneth, der kan opdage branden før den begynder, og ikke som nu pøse vand på en bygning, der allerede er brændt halvt ned.

LÆS OGSÅ: Jobbanken får hundredvis af psykisk sårbare i job: 'Vi vil nedbryde fordomme'

Det er min hensigt i kommende artikler at berette omkring, hvordan garneruddannelsen og andre
erhvervsuddannelser kan blive bedre, og hvad der skal til for at skabe det bedste grundforløb som
muligt. Herfra skal lyde en opfordring til andre studerende på erhversuddannelser om at skrive omkring deres fag, vilkår og hvad der går dem på, grib pennen og vid, at I ikke er alene. Det er desuden mit håb, at hvis man er politiker eller på anden måde har indflydelse på bevillinger til erhversuddannelser så tag handling nu, før røg bliver til brand.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].