Gamle fly tvinger SAS i knæ

14. aug 2008
SAS har brugt 800 millioner kroner mere på brændstof i år i forhold til samme tid sidste år. De stigende oliepriser og gamle fly er en bombe under flyselskabets økonomi.

SAS har brugt 800 millioner kroner mere på brændstof i år i forhold til samme tidpunkt sidste år, og de stigende oliepriser og gamle fly er en bombe under flyselskabets økonomi, der i første omgang er så ringe, at selskabet må fyre 2.500 medarbejdere.

»Et af SAS' store problemer er, at brændstofpriserne er steget gevaldigt. Men samtidig har SAS betydeligt ældre fly end andre selskaber, og de fly æder mere brændstof,« forklarer Karsten Sloth, aktieanalytiker fra Jyske Bank.

Svært at vende skuden

Og det kan betyde, at SAS fortsætter sin kurs mod afgrunden, for SAS lider sammen med resten af verden under den hårdt trængte økonomi, hvor priserne stiger og købelysten falder, og det kan blive en ond cirkel for det skandinaviske flyselskab, som er presset af et faldende billetsalg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Selskabets egen løsning er flere fyringer og at holde fly på jorden. Men Jacob Pedersen, senioranalytiker fra Sydbank. er ikke optimistisk.

»Det bliver umådeligt svært for SAS at løfte indtjeningen. Siden årtusindeskiftet er de gået fra det ene problem til det andet, og udover de interne nedture er SAS, ligesom resten af flybranchen, hårdt ramt af de tårnhøje oliepriser,« forklarer han.

SAS bliver sandsynligvis tvunget til at slide de gamle fly op, fordi selskabet ikke kan få nok penge for dem ved et salg, og samtidig har SAS ikke råd til at købe nye mere moderne fly.

Hos SAS erkender investeringschef STure Stølen, at virksomheden er økonomisk presset, og at koncernen nok ikke får råd til nye fly før 2012. Dog ser flyselskabet ikke kritisk på de gamle fly.

»Ja, vi har store problemer med de høje brændstofpriser, men kun 50 ud af koncernens 260 fly er af ældre dato, og det er udelukkende de nyeste fly, der flyver langdistanceturene ud over Europas grænser,« siger Sture Stølen.

Men 80 pct. af SAS's luftfart er europature, hvor der er stor konkurrence fra lavprisselskaber. Og det er netop de gamle, brændstoftunge fly, der dækker de fleste af disse ruter.

faktaboks

Lang nedtur for SAS

August 2008: Flyselskabet præsenterer et chokerende halvårsregnskab med et underskud på 1,19 milliarder kroner mod et overskud på 445,5 millioner for samme periode i 2007. Syv flere fly end ventet bliver sat på jorden, i alt 33 i hele koncernen. Derudover mister 2500 ansatte deres arbejde - 500 flere end først varslet,

I 2007 fremlægger ledelsen en ny strategi: SAS skal spare, datterselskabet Spanair skal sælges og der skal skaffes flere passagerere. Målet er at tjene 3,2 milliarder kroner i 2011, så der er råd til nye fly. I april indleder kabinepersonalet en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der betyder massive forsinkelser og aflysninger. Oven i det får fragtselskabet SAS Cargo i 2008 en bøde på en kvart milliard fra USA for at bryde konkurrenceloven.

September 2007: Et af SAS¿ Dash-8/Q400-fly må nødlande i Ålborg lufthavn med 69 passagerere, da der er problemer med landingsstellet, der bryder sammen, da flyet rammer jorden. Det samme sker senere på måneden i Vilnius i Litauen, og SAS vælger at give samtlige 27 Dash-8/Q400 flyveforbud. Det og de kraftigt stigende oliepriser koster selskabet dyrt.

2006: Uenighed omkring overenskomsten får piloter til at nedlægge arbejdet, og al SAS-trafik fra København stopper i tre dage. Piloterne ender med at få en lønfremgang. SAS taber 200 millioner på strejken.

2004: Efter fire år med minus på bundlinjen kommer SAS ud med et katastrofalt regnskab med et underskud på 1,5 milliarder kroner. Underskuddet har forinden resulteret i en omfattende spareplan på 14 milliarder fra 2002 til 2005.

2001: Terrorangrebet i New York påvirker hele flybranchen voldsomt, passagertallet falder og samtidigt starter konkurrencen fra lavprisselskaberne. SAS indleder de første milliardstore sparingsrunder. I oktober kolliderer et SAS-fly med et mindre fly i Milanos næststørste lufthavn Linate. Alle 110 ombord bliver dræbt.