Gakgak: DSBbosser tager selv flyet

8. jul 2013, 17:01
Toget er ikke godt nok for DSBbosserne, som regelmæssigt vælger at flyve, når de skal rejse indenrigs.

Når chefer og højtstående medarbejdere i DSB skal til møder i den anden ende af landet, foretrækker de flere gange månedligt at flyve frem for at tage toget. Det skriver B.T.

Avisen er i besiddelse af en opgørelse over DSB-medarbejdernes indenrigsrejser med fly. Den viser, at statsbanernes topfolk i en periode på 13 måneder i alt 197 gange valgte fly frem for tog på indenrigsrejser.

Rejserne er fordelt på 50 personer fra 1. maj sidste år til 31. maj i år.

”Man tager den transportform, der er den mest hensigtsmæssige. Hvis det i få tilfælde betyder, at det er noget andet end toget, så er det sådan, det må være. Hovedreglen er toget, og så får vi også prøvet vores produkt mest muligt, det er sundt for virksomheden. Få gange om måneden er der så nogle af vores mange medarbejdere, der tager et fly,” siger DSB-kommunikationsdirektør Lars Kaspersen til B.T.

Kilde: BT.dk