To af fire børnepsykologer på hospitalerne i Hjørring og Aalborg er fyret. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (modelfoto)

Fyringer rammer alvorligt syge børn

10. dec 2019, 08:42
Der skæres dybt i antallet af børnepsykologer på hospitalerne i Nordjylland. Risiko for flere fyringer.

To af tre børnepsykologer på børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital er blevet fyret, så der nu kun er én børnepsykolog i Aalborg og én børnepsykolog i Hjørring, skriver Nordjyske.

LÆS OGSÅ: Direktør i store problemer: "Brutalt"

Fyringerne vil øge den sociale ulighed, vurderer politisk-økonomisk konsulent Mads Nørgaard, Dansk Psykolog Forening.

- Det her er stik imod en målsætning om mindre ulighed i sundhed, hvor psykologen som en del af det tværfaglige team er central i forhold til psykosociale indsatser til udsatte familier. Psykologerne er blandt andet med til at støtte patienten og forældrene, så behandlingsforløbet følges, siger Mads Nørgaard til Nordjyske.

Brian Brøndum Møller, klinikchef for Klinik Anæstesi, Børn, Kredsløb og Kvinder på Aalborg Universiteteshospital siger blandt andet til avisen, at man vil "prioritere klogt og reducere det faste antal samtaler med en børnepsykolog".

- Desuden vil vi sætte os sammen med psykiatri og kommune og se, hvordan vi i fællesskab kan løse opgaven. Vores opgave er, at børn og forældre mærker mindst muligt til omstillingen. Det vi er i gang med, siger Brian Brøndum Møller.

LÆS OGSÅ: Ansatte får ikke løn - dansk selskab konkurs

Dansk Psykologforening kan registrere, at der skæres drastisk i antallet af børnepsykologer. Omregnet i fuldtidsstillinger er der på landsplan skåret knap en femtedel i forhold til for tre år siden.

Men det stopper formentlig ikke med fyringer på børneafdelingen i Aalborg.

Børneafdelingen har et såkaldt omstillingskrav på knap tre millioner kroner til næste år, oplyser Brian Brøndum Møller til Nordjyske.

Der er således lagt op til flere nedskæringer efter årsskiftet, og her er andre faggrupper i spil, skriver avisen.

LÆS OGSÅ: Christian Kjær sender brev til Trump: Hjælp os!