Fyret for to dage på datingsider

15. nov 2010
Få anlægger sager, selvom de bliver fyret på grund af ulovlig ITovervågning. De skammer sig for meget.

Kæresten var gået. Det hele var sort. Men han gik alligevel på arbejde, og endte med at bruge to arbejdsdage på mest at se på datingsider. Det kostede ham jobbet. Det viste sig nemlig, at chefen overvågede hans computer.

Manden blev fyret, og sagen endte på bordet hos de IT-ansattes fagforening, Prosa.

”Det er helt ude af proportioner. Han havde gjort sit arbejde godt i flere år, og kunne have sygemeldt sig, fordi han havde det skidt, og det havde været helt naturligt. Nu mødte han op og var ikke produktiv i to dage,” siger Hanne Lykke Jespersen, forbundssekretær.

Når overvågningen ikke er meldt ud af ledelsen, er det ulovligt, og man har en god chance for at få erstatning for uretmæssig fyring. Men ligesom de fleste lignende tilfælde, som Prosa hører om, endte sagen om fyren med kærestesorgen, før den var begyndt. Han anlagde aldrig sag, selvom han kunne have vundet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

”De er flove og skammer sig, selvom det de har gjort langt oftest er ting, der for de fleste er helt forståelige,” siger Hanne Lykke Jespersen.

Hos Prosa har man mødt nogle stykker, der er blevet fyret efter ulovlig overvågning af deres computer. Men Hanne Lykke Jespersen mener, at der faktisk er langt flere, der bliver ramt af det.

”Det er så intimiderende at opdage, at man er blevet set over skulderen og helt ind i ens private rum, at mange rammes af skam og bare accepterer deres fyring og vil videre,” siger Hanne Lykke Jespersen.

Hun mener også, at cheferne bruger viden var den ulovlige overvågning som grund til at fyre en medarbejder. Men officielt giver årsager til afskedigelsen.

 

Det må din chef:

- Overvågningen skal begrundes i virksomhedens drift eller forhold. For eksempel tekniske og sikkerhedsmæssige hensyn.

- Medarbejderne skal på forhånd være informeret om, at registreringen/logningen finder sted.

- Sikkerhedskopieringen af e-mails og en eventuel gennemgang af en medarbejders e-mails må kun ske, hvis det er nødvendigt for, at arbejdsgiveren kan forfølge berettigede interesser, og hensynet til den ansatte ikke overstiger disse interesser.

- Medarbejderne skal på forhånd - på en klar og utvetydig måde - være informeret om sikkerhedskopieringen og den eventuelle gennemgang af den enkelte medarbejders e-mails.

- Ved en gennemgang af en medarbejders e-mails må arbejdsgiveren ikke læse medarbejderens private e-mails.

Kilde: Datatilsynet