Fyrede lærere: Som at være med i Robinson

6. apr 2010
Gå ud i klasserne. Så henter vi dem, der skal fyres. Sådan lød beskeden til Præstølærere

"Det var en meget lang tur ned til kontoret og jeg tænkte bare: 'Dead Man Walking'".

31-årige Anne Thorning-Petersen har været lærer på Abildhøjskolen i Præstø i halvandet år. Hun er klasselærer i en 4. klasse - eller rettere: Det er hun ikke ret meget længere. Hun er lige blevet fyret.

Christine Gad er 35 år, underviser i matematik og geografi i de store klasser og er lige flyttet til Præstø på grund af sit job. Men det havde hun ikke behøvet. Hun er lige blevet fyret.

Tanja Løvendahl er 32 år og efter et par år som ufaglært, tog hun sig sammen og fik en læreruddannelse. Hun er klasselærer for en 2. klasse på Bårse Skole, en underafdeling af Abildhøjskolen. Hun er også lige fyret.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Chok: Ni skal væk

Klokken var 9.45 tirsdag den 23. marts, da alle lærerne blev kaldt op på lærerværelset. I en uge havde de vidst, at der var fyringer på vej. Vordingborg kommune har et kæmpehul i kassen. Men ellers vidste de intet.

Det gjorde de et par minutter senere. Da havde en meget berørt skoleleder, Henrik Clausen, fortalt, at ni lærere skulle væk. De syv skulle fyres, de to på pension.

"Han sagde, at der ikke var nogen rigtig eller forkert måde at gøre det her på," siger Anne Thorning-Petersen her et par uger efter fyringen.

Gå ned i klasserne og vent

Og så fik lærerne ellers besked på at gå ned i klasserne til eleverne. De, der skulle fyres, ville blive hentet af af en sekretær og fulgt op til det mødelokale, hvor skolens ledelse og tillidsrepræsentanten sad.

Fyringerne skulle være overstået inden spisefrikvarteret klokken halvtolv.

Anne gik ned til sin 4. klasse. Dem er der tre af på Abildhøjskolen, og denne tirsdag skulle de fremlægge deres gruppearbejde om Grønland.

"Jeg var forberedt på, at det var mig, så jeg 'dansede' lidt rundt og kunne ikke finde ro. Sagde til mine kolleger, at 'når jeg bliver hentet, er det det her, I skal bruge," siger Anne.

Elev: De fyrer lærerne

Christine skulle møde sent den dag, klokken ti og da hun kom ind af døren til skolen, fortalte en elev, at lærerne var ved at blive fyret.

Hun havde lektiehjælp med en enkelt elev den dag, så de satte sig ind på biblioteket, og hun sagde til eleven, at han ville komme til at sidde alene, hvis hun blev hentet.

Både Anne og Christine ser skolelederen, viceinspektøren og tillidsmanden gå ud af skolen og sætte sig ind i en bil. Så vidste de, hvor den første fyring faldt: På forskolen i Bårse, fem kilometer væk.

Her sad Tanja som en af fire lærere på den lille skole, der har elever fra 0. til og med 3. klasse.

Læs: Eleverne har kugleramme - men mangler bøger

Var jeg med i Robinson?

"Der er kun dig, vi skal tale med, Tanja," lød beskeden.

"Jeg spurgte hvorfor det var mig og fik at vide, at det var min fagkombination. Så spurgte jeg ikke om mere, jeg begyndte bare at græde," siger Tanja.

"Jeg sagde til en kollega, at jeg følte mig ligesom en, der var i Ø-rådet i Robinson."

Det samme sagde de store elever inde på Abildhøjskolen. Mens ledelsen var i Bårse og fyre, summede skolen af rygter.

"Er du blevet stemt ud," lød spørgsmålet, når en lærer vovede sig ud på gangen.

Læs også: Skoledirektør: Fyringer giver dårligere skole

Først blev bibliotekaren fyret

Christine sad inde på biblioteket med sin ene elev. Biblioteket ligger midt i skolen, omgivet af glas og hun kunne se, at alle myldrede rundt. Pludselig blev der helt stille, alle forsvandt ind i klasserne.

Ledelsen var vendt tilbage fra forskolen i Bårse og der gik ikke mange minutter, før en sekretær kom ind på biblioteket. Christine rakte ud efter sin taske, sikker på, at det var hende - men det var bibliotekaren, der blev kaldt ind på kontoret.

Der kom flere ind i biblioteket, lærere og elever. Og så kom sekretæren ind igen og kaldte på Christine.

Følte det som tærsk på rekordtid

"Man føler det, som om man har fået tærsk på rekordtid. Men jeg fik da sagt det, jeg gerne ville sige," siger hun.

Nede i Annes fjerde klasse var det blevet hendes tur til at fremlægge sammen med den gruppe elever, hun havde haft i Grønlands-projektet. De sad samlet i et klasserum, inde i Annes egen klasse havde hun skrevet på tavlen, at hun var inde ved siden af.

"Hver gang der blev banket på døren, røg hjertet op i halsen. Men så var det bare en elev, der havde været på toilettet," siger Anne.

"Det er mig, ikke?"

Der er tre 4. klasser og tre lærere. Anne var sikker på, at de kun skulle være to, og at hun ville ryge. Hun var den nyeste og ansat i et flex-job. Men så blev hendes kollega fyret.

"Havde de taget hende frem for mig, tænkte jeg, men så kom sekretæren gående ned af gangen. Ligbleg. "Det er mig, du skal hente, ikke?" spurgte Anne.

"Ja" lød svaret.

Hun var den sidste i rækken - eller rettere: Den næstsidste. Den sidste var syg, så hun blev fyret telefonisk.

 

 

Fyrede lærere

Man fyrer da ikke lærere ...

Sagde man engang. Men det var dengang. Lærerjobbet, som i årevis har været så sikkert som sild til påske, er blevet fyrings-truet. Faldende børnetal, siger regeringen - og henviser til, at der om ti år er 32.000 færre børn. Det er dog ikke derfor, lærerne ryger lige nu - nu handler det om kommunale budgetter, der ikke kan hænge sammen. Kombineret med et børnetal på vej ned og flere børn i privatskole, rammer sparekniven hårdt på folkeskolen.

Der er ikke noget tal for, hvor mange kommuner, der fyrer lærere lige nu - men det er over hele landet. Og jobbene hænger ikke på træerne - i ugen før påske var der ti lærerjobs på Sjælland. Minus København - her var 25.

I samme uge blev 33 lærere fyret i Vordingborg kommune på det sydlige Sjælland. Avisen.dk fulgte fyringerne på en af skolerne, Abildhøjskolen i Præstø, hvor 18 procent af lærerne blev fyret. På en egn, hvor nabokommunerne gjorde det samme som Vordingborg: Satte sparekniven ind.