Fyr en fed og få en slankere talje

17. maj 2013, 13:30
Ny undersøgelse: Marihuana kan give bedre blodsukkerkontrol og en slankere talje

Et nyt studie, som er offentliggjort i American Journal of Medicine, viser, at mennesker, der ryger marihuana, har en lavere risiko for at få insulinresistens (et forstadie til diabetes) og et lavere insulinniveau, når de faster i forhold til ikke-rygere.

Desuden registrerede forskerne også en sammenhæng mellem marihuanaforbrug og en smallere talje og højere niveau af det gode kolesterol. Og det gælder selvom marihuanarygere indtager flere kalorier end andre!

Læs også: Derfor frådser du i kager og chips om aftenen

Undersøgelsen inkluderede data fra 4.657 personer, som har været en del af den amerikanske National Health and Nutrition Survey fra 2005 til 2010. Blandt deltagerne, var 1.975 sporadiske marihuanabrugere og 579 var jævnlige brugere. 2.103 af deltagerne havde aldrig røget marihuana.

10 tips: Sådan bliver du 100 år

Forskerne fandt ud af, at forbindelsen mellem marihuana og insulin- og kolesterolniveauet var særlig tydelig blandt jævnlige brugere. De havde 16 pct. laver fastende insulinniveau, sammenlignet med dem, der slet ikke bruger marihuana.

Slankere trods flere kalorier

Og selvom forskerne fandt, at marihuanabrugere indtager flere kalorier end dem, der ikke ryger, var det alligevel sådan, at rygerne havde en smallere talje. Forskerne erkender dog, at de ikke kan forklare, hvad der er baggrund for denne sammenhæng.

Læs også: Sundere at være overvægtig end ryger

Det er dog vigtigt at huske på, at det kan påvirke ens liv negativt, hvis man jævnligt ryger marihuana. Rusmidlet kan påvirke ens mentale sundhed ligesom man risikerer ikke at kunne passe skole og/eller arbejde. Selv IQ-niveauet påvirkes blandt unge rygere. Og så har røgen i sig selv skadelige virkninger på lungerne.

Læs også: Marihuana-piller hjælper mod smerter

Undersøgelsen blev gennemført at forskere fra Beth Israel Deaconess Medical Center, University of Nebraska og Harvard School of Public Health.