Ishøjs socialdemokratiske borgmester, Ole Bjørstorp, bruger sin tjenestebil til at komme frem og tilbage fra sit job. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Frynsegoder: Borgmester blæser på reglerne

24. jan 2020, 10:29
Ishøjs socialdemokratiske borgmester, Ole Bjørstorp, bruger sin tjenestebil til at komme til og fra sit job, selvom det er et klokkeklart brud på retningslinjerne fra Indenrigsministeriet.

Det er ikke tilladt for borgmestre at bruge deres tjenestebil til at fragte sig til og fra jobbet, fastslår retningslinjerne fra indenrigsministeriet. Men Ekstra Bladet løfter sløret for, at Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, stik imod reglerne jævnligt parkerer en skatteyderbetalt VW Golf Sportsvan ved sit hjem i Ishøj Landsby, selvom bilen skal holde ved hans arbejdsplads.

LÆS OGSÅ: Lastbil vælter - 100 grise løber rundt på vejen

Gennem januar måned har lokalpolitikeren flere gange brugt bilen til at komme til at komme til og fra sit arbejde. I december afslørede Ekstra Bladet også, at Rødovres borgmester, Erik Nielsen, har installeret en parkeringsplads med dertilhørende ladestande ved sit hjem.

I den forbindelse slog Indenrigsministeriet fast, at "kørsel til og fra egen bopæl, når det foregår i bil uden chauffør, normalt ikke vil kunne betegnes som tjenstlig kørsel." 

Årsagen til reglen er, at borgmesteren ikke vil være tilgængelig for sit arbejde og medarbejdere under kørslen, hvis han selv kører bilen. Derfor kan bilen i disse tilfælde ikke fungere som rullende kontor. Og det er også grunden til, at Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, sandsynligvis kan se frem til en skattesag. 

- Reglen er så skrap, så det er faktisk ligegyldigt, om du har brugt bilen. Bare det, at den holder på bopælen, vil være nok til at udløse rådighedsbeskatning, medmindre man har fraskrevet sig rådigheden og kan dokumentere, at bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, siger statsautoriseret revisor og ekspert i firma- og tjenestebiler ved Deloitte Niels Sonne til eb.dk. 

LÆS OGSÅ: Ansat i jobcenter trods positiv undersøgelse - Flere trusler og chikane end tidligere