Frygter kollektivt selvmord i Faderhuset

30. aug 2008
Faderhusets leder, Ruth Evensen, er paranoid og sammenligner sekten med Noahs ark, siger kritikere, der frygter, at Faderhuset udvikler sig til en tragedie.

Faderhusets risikerer at udvikle sig til en tragedie, hvor medlemmerne begår kollektivt selvmord.

»De få medlemmer, som er tilbage, er så hjernevaskede, at de vil gøre, hvad som helst Ruth Evensen befaler. Også tage deres eget liv. Det kan gå rigtig galt det her,« siger Niels Eric Werner.

Han var musiklærer for flere af Faderhusets medlemmer, og blev chokeret, da hans elever fortalte om forholdene i sekten.

Også Bo Schultz, der er præst og talsmand for den voksende gruppe mennesker, som går ud af sekten, frygter konsekvenserne af Ruth's hjernevask.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

»De får at vide, at de kun kan blive frelst sammen med Ruth, siger Bo Schultz og mens Nyhedsavisen taler med ham, sidder han sammen med en, som lige har forladt Faderhuset og har den nyeste interne viden.

Bo Schultz er bange for, at Ruth Evensen vil ofre sig selv eller andre, fordi hun føler sig under ekstremt pres. Faderhusets økonomi er katastrofal og hendes datter, Sophia Evensen, har netop udgivet en bog, der afslører Ruth Evensen som kold psykopat.

»Hun er meget stædig, og hun giver ikke op. Jeg tror, at hun hellere vil blive martyr, fremfor at se det hele gå ned. Den ydmygelse vil hun ikke risikere. Jeg ved ikke, om hun vil diktere masseselvmord, men jeg ved, at Ruth Evensen er begyndt at sammenligne Faderhuset med Noas Ark, som i Bibelen var den eneste redning, da en syndflod ramte verden, siger Bo Schultz.

Afskåret for omverdenen

Foreløbigt har Faderhuset mistet 50 voksne medlemmer på bare et halvt år og huset består i dag af 40 voksne mennesker, som har sagt job op, afbrudt uddannelser, solgt ejendomme og taget deres i alt 40 børn med til Bandholm på Lolland for at bo tæt på Ruth Evensen i total isolation.

»Ingen må gå på nettet eller læse aviser. De tager deres børn ud af skoler og børnehaver. Mange af børnene var meldt ind i den lokale sportsforening, men nu er de allesammen meldt ud igen på en gang. De må ikke se tv. De holder ikke offentlige møder,« siger Bo Schultz.

Økonomi i ruiner

Ifølge Niels Eric Werner isolerer Ruth Evensen sig fordi hun er paranoid og frygter, at de autonome vil slå hende ihjel.

Desuden er Faderhuset økonomisk trængt efter tab på Samuelskolen, som blev lukket af Undervisningsministeriet, nedrivningen af Jagtvej 69 samt Ruth Evensens kæmpe overforbrug.«

faktaboks

Dræbersekter

923 døde, da Jim Jones i 1978 beordrede religiøse selvmord i den amerikanske sekt Folkets Tempel.

74 døde, da David Koresh kæmpede sammen med sine tilhængere mod FBI ved sektens base i Waco i 1993.

53 døde, da Jo Di Mambro sendte sine trosfæller fra Soltempelordenen på en rejse til planeten Sirius i 1994

12 døde og 5000 blev sårede, da Shoko Asahara fra sekten Aum i 1995 sendte giftgas ud i Tokyos metro.