Frygten på Danmarks mindste arbejdsplads

12. maj 2010
Tandlægeskrækken belaster os, siger en tandlæge. De fysiske udfordringer alene er ellers belastende nok.

I torsdags blev en patient ramt af en blodprop på vej ind i Tandklinikken på Sjælør Boulevard i Københavns Sydhavn.

Tandlæge Morten Worsøe og hans personale måtte tage affære og tilkalde en ambulance.

I mandags var den største udfordring at forklare en mongol med nåleskræk, at han skulle have trukket tre tænder ud.

Angstpatienter

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Episoderne er usædvanlige, men alligevel sigende om livet i en klinik, hvor akutpatienter og angstpatienter gør dagen uforudsigelig og særdeles udfordrende," siger Morten Worsøe, medindehaver af klinikken.

"I dag har jeg haft 14 patienter, hvoraf tre var akutte. Alle skulle håndteres forskelligt. Det er psykisk hårdt konstant at omstille sig til ængstelige, smerteramte, sårbare og udsatte patienter," siger Morten Worsøe.

Besvimer som flugtreaktion

Som andre tandlæger arbejder han med mennesker, der ofte har en negativ tilgang til det, han laver: Stikker, borer, skærer og polerer.

Derfor ignorerer mange tandlægen i årevis, i nogle tilfælde årtier. Når smerter endeligt tvinger dem afsted besvimer de en flugtreaktion, forklarer han.

Det er ubehageligt og stressende for patienten, men også for tandlægen, der bærer et stort ansvar.

"belastende"

"Især angstpatienterne er belastende, fordi man på kort tid skal afkode, hvordan patienten har det, berolige vedkommende og virke empatisk og rolig, selv om man måske er en smule stresset," siger han.

"Det er ikke job, du skal vælge, hvis du drømmer om at være populær," lyder rådet, inden Morten Worsøe afbryder interviewet for at tilse en patient.

Det gør han i det, som han betegner "Danmarks mindste arbejdsplads"– nemlig en mundhule, hvor der er mørkt, fugtigt og svært tilgængeligt – arbejdsforhold, som Arbejdstilsynet normalt prompte ville gribe ind overfor.

Ubehagelige arbejdsstillinger

"Vi sidder i mange timer dagligt bøjet over patienterne i ubehagelige arbejdsstillinger. Derfor går de fleste tandlæger går til fysioterapeut og massør," siger Morten Worsøe.

Så kollegaerne på klinikken aflaster hinanden, forklarer han. Ikke blot fysisk, men også psykisk – ved at tale sammen og holde humøret højt.

"Det er den virkelighed, vi arbejder i, og som vi forholder os til. Vi gør alt tænkeligt for at reducere folks angst og smerte – både ved at investere tid i at tale med dem, og ved at investere penge i udstyr, der lindrer fysisk smerte," siger Morten Worsøe.