Frygt: Bliver jeg prikket næste gang?

11. jun 2010
Frygten for en fyreseddel stiger blandt FOAs medlemmer

Frygten for at blive fyret har for alvor forplantet sig hos rengøringsdamer, sosu’er og omsorgshjælpere.

Det viser en undersøgelse, som FOA har lavet blandt godt 1800 medlemmer.

Undersøgelsen viser, at det i dag kun er halvdelen, der føler sig sikker på at have deres job i behold inden for de næste 12 måneder. Til sammenligning følte tre ud af fire sig sikre i jobbet i en lignende undersøgelse for et år siden.

”Vi har set, at der har været mange prikkerunder på eksempelvis sygehusområdet, så jeg forstår godt, at man føler sig mere usikker i sadlen,” siger FOA's formand Dennis Kristensen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Han forstår sine medlemmers frygt i en tid, hvor regioner og kommuner skal effektivisere.

KL: Ikke så meget at gøre

Hos Kommunernes Landsforening så man helst, at der var stor jobsikkerhed. Men man er ikke overrasket over FOA’s medlemmernes bekymringer.

Det forklarer Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg og borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

"Det er ikke så underligt, at holdningen har ændret sig, og man føler sig mindre tryg. Vi ser jo reduktioner i det private arbejdsmarked, men også ude i kommunerne.”

Læs også: Går syge på arbejde for at hjælpe kolleger

Undersøgelsen

FOA har stillet følgende spørgsmål til 1811 af deres medlemmer.

Hvor sikker anser du din egen ansættelse i de næste 12 måneder?

Det svarede medlemmer i maj 2010/marts 2009: (i procent)

Meget sikker: 50/75

Lidt sikker: 18/10

Hverken sikker eller usikker: 15/7

Lidt usikker: 7/4

Meget usikker: 6/3

Ved ikke: 4/2