Frisørchefer: Handsker til en krone for dyre

7. mar 2011
Frisører tvunget til at bruge engangshandsker på vragen eller vaske dem for at spare penge. Kun hver tiende frisør bruger handsker hver gang, viser ny undersøgelse

Giftige kemikalier og konstant fugtige hænder sætter en grim stopper for mange frisørers arbejdsliv.

Næsten halvdelen af frisørerne har haft problemer med håndeksem. I en undersøgelse blandt frisører, der har forladt faget, svarer mere end hver femte, at en af grundene til, at de forlod faget, var håndeksem.

Men rigtig brug af handsker kunne forlænge mange frisører arbejdsliv med flere år. Det mener Videncenter for Frisører og Kosmetikere.

Det er der bare ikke tradition for, og en del frisørmestre smækker kassen i, når der skal betales handsker.

”Jeg taler jævnligt med frisører, der ringer ind, fordi mester har sagt nej til brug af handsker, selvom frisøren selv skønner det nødvendigt. Nogle gange fordi de koster for meget. Andre fordi de synes, det lægger afstand til kunden, hvis frisøren har handsker på, når de vasker hår,” siger Susan Hovmand Lysdal, ph.d. studerende på Videncenter for Frisører og Kosmetikere.

Vasker og tørrer genbrugshandsker

Fra Videnscenterets telefonlinje kender de eksempler på svende og elever, der bliver bedt om at vaske handskerne af under vandhanen, tørre dem af i håndklædet og genbruge dem.

Endnu værre svarer 25 procent af frisørerne i en undersøgelse blandt 5.318 frisører, at de har brugt handskerne på begge sider.

”Kemikalierne fra sidst handskerne blev brugt sidder stadig på handsken. Når man så vender handskerne om på vrangen, bliver hånden spærret inde i et fugtigt kemikaliefyldt miljø. Det er virkelig skidt,” siger Susan Hovmand Lysdal.

Hun synes, det er et meget højt tal, at 25 procent har brugt handskerne på begge sider.

Et par godkendte handsker koster omkring en krone stykket. Hvis man virkelig bruger handsker helt som Videncenteret anbefaler til al hårfarving, permanent og hårvask kan det vel blive omkring 15-20 par om dagen.

Vil da give hende en pakke handsker

Formand for Danmarks Frisørmesterforening, Connie Mikkelsen, er overrasket over, at frisørerne har de problemer.

”Jeg har svært ved at tro, at nogen skulle sige nej til handsker. Hvis jeg har en god pige i min forretning, og hun kommer og siger hun har et problem med sine hænder, vil jeg da give hende en pakke handsker,” siger Connie Mikkelsen.

Frisørelev Rikke Bæk som avisen har talt med, blev bedt om at tørre og genbruge sine handsker selvom hun havde store problemer med håndeksem.

”Jeg kan bare ikke forstå det. Det må simpelthen være nogle fjollehoveder, der gør sådan noget. Jeg kan ikke forstå, at nogen vil gøre sådan noget med en god pige.

Handsker

2.829 frisørers svar om deres brug af handsker.

Jeg bruger altid handsker til:

Hårvask før klipning 10%
Hårvask efter permanent og farve 49%
Hårfarvning (helfarve) over 90%
Reflekser med hætte 60%
Reflekser med indpakning 50%
Permanent 28%
Farve bryn og vipper under 1%
Blande hårfarve 12%

Kilde: Videncenter for Frisører og Kosmetikere, ph.d. Susan Hovmand Lysdal