Frisk luft? Det er kun i weekenden

18. feb 2011
Jakob Oster er en af de tusindvis af ansatte, som arbejder i ly fra dagslyset.

Slagtermester Jakob Oster møder hver morgen klokken seks ind på sit arbejde i slagterafdelingen i Kvickly på Nørrebro i København.

Som de fleste andre supermarkeder, er de få vinduer plastret til med reklamer. Al belysning er spotlights på varerne.

"Det er næsten altid mørkt, når jeg kommer om morgenen. Det kan være ret irriterende, når jeg kommer hjem, og der så er mørkt udenfor igen," siger han.

Jakob Oster leder slagterafdelingen, så derfor bliver han ofte et par timer ekstra og sørger for, at alt er som det skal være.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

I vinterhalvåret kan det blive lidt trist.

Er du klar over, at du har større risiko for at få depression og koncentrationsbesvær, når du ikke får nok dagslys?

"Det er ikke kun om vinteren, jeg føler mig træt. Jeg tror, det kan have noget at gøre med, vi kun har vinduer i pauserummet. Men det har nu ikke gjort mig deprimeret endnu," siger slagtermesteren og griner lidt.

Supermarkedet har et lille område med ovenlys, ellers ser de ansatte kun solens bane på himlen, når de møder, og når de går.

På mange arbejdspladser er der akutte arbejdsmiljøproblemer som giftige stoffer og farlige fald. Er mangel på dagslys et luksusproblem?

"Det er selvfølgelig et af de mindre problemer, men jeg har arbejdet i supermarkeder i otte år, og jeg kan godt blive træt af, at man mister hele dagen, når man er her i vinterhalvåret."

Slagtermesteren har ikke tiltro til, at indretningen af supermarkeder bliver mere naturlig lige foreløbig.

"Sådan er det bare, når man har valgt at arbejde i butik," siger Jakob Oster.

 


Læs også:

100.000 lever som terrariedyr uden sollys

Personalerummet - Det har du krav på