Frida Ulrik-Petersen fungerer bedst med struktur, og det hænger ikke nødvendigvis sammen med at være arbejdsløs. Foto: Maja Vang

Frida blev fyret fra Jet-Time: 'Det ramte mig som et granatchok'

6. sep, 10:15
Efter 7 år mistede Frida Ulrik-Petersen sit arbejde i det danske flyselskab Jet Time. Det samme gjorde stort set alle hendes kollegaer. "Jeg var fuldstændig chokeret. Jeg vidste godt, der var mange, der skulle fyres, men jeg havde aldrig regnet med, at det var os alle sammen". Nu har hun og familien pakket deres drømme væk, indtil hun igen finder et job.

I påsken skulle Frida Ulrik-Petersen og hendes mand indfri en gammel drøm. Gennem mange år havde de sparet op til udbetalingen til et hus, så de og deres to drenge på 8 og 12 år endelig kunne flytte fra byen.

LÆS OGSÅ: Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'

- Vi bor bag Købehavns Hovedbanegård, og vores børn kunne tænke sig græs under fødderne og et kæledyr. Vi har alt for lidt plads og trænger til en forandring.

Men en tirsdag i slutningen af juni blev husdrømmene slukket. Den dag blev den 41-årige Frida Ulrik-Petersen fyret sammen med stort set alle hendes cirka 300 danske kollegaer i flyselskabet Jet Time. Beskeden fik de via et online møde med direktøren. Kun 29, hovedsagligt fra ledelsen, blev tilbage.

- Det ramte mig virkelig som et granatchok, og jeg er glad for, at jeg ikke havde billede på Teams-mødet (onlinemøde). Jeg var fuldstændig chokeret. Jeg vidste godt, der var mange, der skulle fyres, men jeg havde aldrig regnet med, at det var os alle sammen. Det var voldsomt, fortæller Frida Ulrik-Petersen, der var ansat i seks år i Jet Time som ansvarlig for kommunikation og senere også bæredygtighed.

Fik tæppet revet væk igen

Inden fyringen havde hun været hjemsendt på lønkompensation i cirka tre måneder. En mærkelig tid, hvor familien, der bor midt i København, var vidne til, at alle turisterne forsvandt.

De havde erklæret sig konkurs. Der fik jeg revet tæppet væk under mig igen
 Frida Ulrik -Petserne , tidligere ansat i Jet Time

- Pludselig var det eneste, man kunne høre mågerne, der skreg. I starten tænkte jeg, måske kommer vi i gang igen til maj.  Jeg vidste godt, det var alvorligt, men jeg prøvede også bare at være i situationen. Jeg fik ryddet op i loftrummet, vasket skabe, og så hjemmeunderviste jeg drengene. Men langsomt begyndte tvivlen at nage. Jeg ved jo godt, hvor hurtigt pengene forsvinder, når man ikke har en produktion.  

En måneds tid efter opsigelsen kom der endnu et chok for Frida Ulrik-Petersen, og det blev større end det første. Hun var ellers så småt ved at vænne sig til tanken om at være ledig. Hun trøstede sig med, at hun havde fem måneder med løn samt sine kollegaer at dele skæbne og sorger med. Men en dag i slutningen af juli modtog hun en besked fra en tidlig kollega: ”Er vi gået konkurs eller hvad? Tjek Eb.dk?”.

- Fandeme så. De havde erklæret sig konkurs. Der fik jeg revet tæppet væk under mig igen. Når der er en konkurs, så er der ingen virksomhed til at betale din løn. Så mine tanker handlede pludselig om ”hvor mange penge skylder de mig, og hvad gør jeg nu”. Så fra at have fokus på, ”hvad skal jeg nu være”, blev fokus pludselig ændret til: ”Hvordan skal jeg nu skaffe penge til huslejen på fredag”. Samtidig forsvandt den der optimisme om, at jeg en dag skulle tilbage til Jet Time.

Hendes forbund Dansk Magisterforening (DM) har hjulpet hende med at indsende sit krav til Lønmodtagernes Garantifond. Indtil hun får penge fra dem, har hun lånt penge af forbundet.

Brancher der ikke eksisterer

Frida Ulrik-Petersen deler skæbne med omkring 4.000 ansatte i lufthavnsrelaterede virksomheder, der indtil videre har mistet jobbet på grund af coronakrisen. Hun indrømmer, at det hjælper, at de er mange i samme båd, der kan støtte hinanden.

- I sidste uge havde vi en LinkedIn-workshop, hvor vi hjalp hinanden med at pimpe vores profiler. Men det betyder også meget, at vi kan snakke og grine sammen og få det hele ned på jorden.

Der er dog også alvor og mismod forbundet med, at det netop er så mange, der pludselig er ledige i sammen branche:

- Det er ikke bare at have mistet sit job. Der er blevet slukket for en hel branche. Alle de her gode mennesker, jeg har arbejdet samme med i mange år, har også mistet deres arbejde. Det har ramt mig. Desuden var jeg jo ikke blevet træt af mit arbejde. Jeg havde gang i helt vildt meget ude på min arbejdsplads, der lå et bjerg af mapper og projekter, jeg var i gang med at udvikle, siger hun og fortsætter:

- For os handler det nu meget om, ”hvad skal vi lave? Hvad skal vi blive til”? Den branche, hvor det var oplagt for os at søge job, eksisterer ikke mere. Vi kan jo heller ikke søge job i hotelbranchen eller oplevelsesindustrien, der minder om luftfartsbranchen. For de brancher eksisterer jo nærmest heller ikke. Vi skal alle sammen genopfinde os selv. Og det er især hårdt for dem, der har arbejdet som kabinechef i 25 år og ikke har papir på alt det, de i virkeligheden kan.

Minder om finanskrisen

Det har Frida Ulrik-Petersen, der i 2008 blev uddannet cand.comm fra Roskilde Universitet. Men hun har til gengæld også prøvet at være arbejdsløs.  

Det er også det der med at få revet tæppet væk under sine drømme. Det er ikke sjovt
Frida  Ulrik-Petersen, tidligere ansat i Jet Time

- Jeg hader at sige, at jeg ikke har noget arbejde. Måske fordi jeg har prøvet det før. Jeg afleverede speciale samme måned, som finanskrisen brød ud. Det var et opslidende forløb. Jeg gjorde alt, hvad jeg skulle, og søgte det ene job efter det andet, men jeg løb bare panden mod muren gang på gang. Forløbet op til coronakrisen har været lidt ligesom op til finanskrisen. Inden kunne alting lade sig gøre, nu er der intet, der kan lade sig gøre, siger hun og uddyber:

- Mens jeg skrev speciale, der var det sådan ”Jeg gider ikke at søge en stilling som webredaktør”. Tre måneder senere, der sad man og tiggede og bad om at komme til samtale som webredaktør. Jeg kan mærke angsten for at havne i den situation igen.

LÆS OGSÅ: Søren mistede sit drømmejob i SAS: 'Man slipper ikke livet i luften'

Mens jobjagten fortsætter er husdrømmen sat i bero, i hvert fald indtil Frida Ulrik-Petersen har fundet et nyt arbejde.

- Planen var, at vi skulle købe et hus i påsken, siger hun og holder en lille pause, inden hun fortsætter.

- Det er også det der med at få revet tæppet væk under sine drømme. Det er ikke sjovt. Jeg vil bare gerne videre ud af vores spor og de planer, vi havde som familie.

Serie: Kastrup i knæ

Før coronakrisen var der 22.000 ansatte i 1.000 virksomheder i og omkring Københavns Lufthavn. Flere tusinde har mistet deres job i takt med at hjælpepakkerne er rindet ud. A4 Arbejdsliv går tæt på nogle af de ansatte og på den kæmpe økonomiske krise, som lufthavnen står i. En krise, der rammer mennesker og deres drømme, familier og lokalsamfund. I en fælles indsats søger politikere, virksomheder, fagforeninger og Tårnby Kommune at få de ansatte til at lande bedst muligt efter en uønsket mental lufttur.  

Andre artikler i samme serie:

SAS fyrer 1.593 ansatte: Cheflønninger tilbage på niveau

80 Falck-ansatte fyret: Nu er der særlig hjælp på vej

Jobcenter åbner i Københavns Lufthavn

Martin er ansat i lufthavnen: I dag får han besked om han er fyret

228 ansatte fyret: "Det er fuldstændig forfærdeligt"

Ole og Pia er hjemsendt fra lufthavnen: Nu får Ole besked, om han er fyret

Jobcenter uden krav og kontrol åbner: - Det kan blive fremtiden

Hummelgaard efter masse-fyringer: 'Vi kunne ikke have gjort mere'

Ole i sorg over fyringer i SAS: 'Min familie er revet midt over'

Søren mistede sit drømmejob i SAS: 'Man slipper ikke livet i luften'

Min far var 34 år i lufthavnen: Nu er hans arbejdsliv forbi

Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'