Fremmede gramser løs på gravide maver

13. aug 2008
Gravide kvinder oplever ofte at blive befølt på maven af fremmede. På hjemmesiden Netbaby.dk bliver kvinderne advaret om at, deres maver bliver som magneter for fremmede hænder.

Hun stod til et bryllup, da en af gæsterne pludselig styrede over til hendes gravide mave og begyndte at føle på den. 29-årige Jane Rahn husker oplevelsen som mærkelig og overraskende.

»Jeg kendte hende ikke, og min mave er jo ikke blevet offentlig ejendom, bare fordi jeg er blevet gravid,« siger hun.

Men der tager hun nok fejl.

Line Bisgaard på 31 år fra Horsens fik også sin nye status som hver mands eje at føle, da hun stod til karneval i Aalborg. En komplet fremmed mand kom hen og begyndte at ae hende på maven.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

»Neeej, du er gravid, sagde han, og jeg svarede, at det var rigtigt,« siger Line Bisgaard om berøringen.

Hun havde ikke ventet, at fremmede på den måde kunne finde på at røre ved hende, bare fordi hun skulle have et barn.

»Jeg kunne aldrig selv finde på at røre ved en gravid mave uden at spørge først,« fortæller hun.

På hjemmesiden Netbaby.dk bliver gravide advaret om, at nogle mennesker ikke kan holde sig tilbage, når de ser et opspilet maveskind.

Kontakt til gravide

»Din mave bliver som en magnet for hænder. Folk rører den uden at få lov. Det er i orden at sige nej, hvis du ikke kan lide det,« står der under 16. graviditetsuge.

Jordemoder og gravidecoach Therese Cicillie Søegaard mener, at gravide bliver befølt på maven, fordi det er på den måde, at man i vores samfund kommer i kontakt med en gravid kvinde.

»Folk rører lige lidt ved maven, som en slags indgangsreplik til en samtale med den gravide. Det er jo ikke for at gøre noget skidt. Det er en regel. Ligesom når man møder én i sorg og siger, det gør mig ondt,« siger gravidecoachen.

Hun opfordrer nysgerrige til at spørge den gravide, om hun har lyst til at tale om sin graviditet. Så kan det jo være, at hun siger ja.

»Den gravide kvinde skal bare sige fra, hvis hun helst vil være fri. På den måde kommer begge parter ud af det uden at synes, den anden var en idiot,« mener Therese Cicillie Søegaard.

faktaboks