Freja Bach Johansen og hendes far Peter. Foto: Privat

Freja fyret for at være ordblind: Jeg følte mig dum

15. jan 2020, 16:57
- Jeg brød fuldstændig sammen, siger Freja Bach Johansen, der blev fyret fra sit job hos genbrugskæden Kirppu.

16-årige Freja Bach Johansen fra Tjørring ved Herning led den tort, at blive fyret på grund af ordblindhed, fortæller hun til B.T. og Herning Folkeblad.

LÆS OGSÅ: Ansatte må ikke drikke sodavand: Risikerer fyreseddel

Hun var ansat hos genbrugs-loppemarkedet Kirppu, hvor Pernille Seidenfaden er driftschef. Hun siger til B.T., at "der er ingen, der bliver opsagt, fordi de bliver ordblinde".

Men både Freja og hendes far, Peter Bach Johansen, kan fortælle en anden historie.

Efter fyringen kørte Peter Bach Johansen til Kirppu for at aflevere Frejas arbejdstøj, og her fik han at vide af den chef, der havde fyret datteren, at ordblindhed var årsagen.

- Jeg var rystet, fortæller Peter Bach Johansen til A4Nu.

- Hun (chefen, red.) kunne godt høre det var diskriminerende, tilføjer han.

Fyringen af Freja Bach Johansen kom kort inden hun havde overstået sin prøveperiode, og hun troede derfor, at alt var fint. Derfor bad hun chefen om grunden til fyringen.

- Jeg spurgte så, om det var fordi, jeg var ordblind. Og der sagde hun: "Ja, det er grunden". Jeg brød fuldstændig sammen og var helt nede i kulkælderen. Dér følte jeg, at jeg ikke var god nok og lige så god som de andre, fortæller Freja Bach Johansen.

LÆS OGSÅ: Midt i politisk stormvejr: Kristian Jensen får særlig hilsen fra Pernille Rosendahl

Den 16-årige teenager siger, at hun ved ansættelsen forklarede om sin ordblindhed. Freja Bach Johansen siger, at hun fik at vide, at hun nok skulle få lært tingene.

- Derfor forstod jeg ikke, at jeg skulle fyres. Hvis jeg nu havde lavet mange fejl, så havde det jo ikke gået i længden. Og hvis det var det, kunne hun bare sige det. Men fyringen var over min grænse. Jeg følte, jeg blev mobbet og var "dum", siger hun til B.T.

Kirppu-chefen Pernille Seidenfaden fortæller til avisen, at hun har snakket med den leder, som fyrede Freja, men vil ikke oplyse, hvad snakken gik ud på.

Heldigvis for Freja Bach Johansen har hun fået et nyt fritidsjob. Tirsdag begyndte hun nemlig i Bilka i Herning, hvor havde første arbejdsdag og var på kassekursus, fortæller Freja Bach Johansen til A4Nu.

LÆS OGSÅ: Falsk hjemmehjælper snyder 96-årig kvinde: Stillede ét særligt spørgsmål