Tæt på verden: Fredeligt valg i voldshærget land

18. nov 2012, 10:00
Sierra Leone holdt lørdag både præsident og lokalvalg uden problemer.

Lørdagens fredelige valg i krigshærgede Sierra Leone lover godt for det lille lands fremtid. Nutiden handler mere om job, sundhed og veje end om bloddiamanter og væbnede oprør, hvor rebeller tvang folk til at lede efter diamanter under dødstrusler. Uhyrlighederne fra den krig bredte sig til nabolandet Liberia.

Fremtiden handler særdeles meget om fordeling af rigdomme fra minedrift og fra oliefund ud for landets kyst. Sierra Leone er et af verdens absolut fattigste lande, der kæmper med arbejdsløshed. Flertallet af landets 6 millioner indbyggere lever under en fattigdomsgrænse på under 10 kroner om dagen.

Fredeligt valg

Sierra Leone har været i fred siden 2002 efter 11 års borgerkrig. Det var landets tredje præsidentvalg. Lørdag handlede det om enten at lade præsidenten, Ernest Bai Koroma, fortsætte eller give magten til en kandidat fra oppositionen. Der er 8 af dem.

Får ingen 55 procent af stemmerne bliver der en ny runde mellem de to mest populære. Samtidig var der lokalvalg i landet.

Julius Maada Bio fra Folkepartiet (SLPP) anses for den stærkeste opponent. Han er tidligere brigadegeneral, der fra 1992-96 var militærdiktator efter han kuppede en anden militærleder.

Et af Bio politiske pointer er, at han er "demokratiets fader", fordi han trådte tilbage som lovet efter 4 år. Bio har lovet vælgerne gratis skoler og at fortsætte sundhedssystemet.

Folk var så opstemte over det fredelige valg, at de sov ved valgsteder for at deltage. Der blev i internationale medier ikke rapporteret om store vanskeligheder under afstemningen. EU havde et større korps af observatører på plads.

Fremskridt

Befolkningen i Sierra Leone er yderst tilfredse med et ny-oprettet sundhedssystem, der giver gratis behandling til alle. Tidligere i år var landet ramt af kolera og sundhedstilstanden i befolkningen er dårlig med høj dødelighed blandt mødre. Befolkningens gennemsnitlige levetid er 47 år.

Mange tvivler dog på, at der er råd til gratis sundhedstjeneste, skriver AP. Men under præsident Koroma har der været et lokalt byggeboom, der har skabt job; ikke nok men synlige fremskridt er det. Mineralrigdomme ventes at medføre en økonomisk vækst på 21 procent.

Den endelig sum af valgene er ikke offentlige før næste lørdag. Sydafrikanske Timeslive rapporterer, at der har været spontane udbrud af jubel i hovedstaden Freetown, når de lokale resultater offentliggøres. Optællingen er sket natten over ved olielampernes skær.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.