Horse in a field in FranceI flere af de mere end 30 sager er heste blevet fundet med afskårne ører og kønsdele. (Arkivfoto.) Foto: Stephane Mahe/Reuters

Fransk politi i menneskejagt: Leder efter hestedræber

7. sep, 07:30
Over 30 heste er i år blevet dræbt eller skamferet i Frankrig. Flere er fundet uden ører og kønsdele.

Fransk politi har indledt en menneskejagt på to mistænkte efter en lang række af episoder, hvor heste er blevet dræbt eller skamferet over hele landet.

Senest natten til søndag blev en hest angrebet i den østlige by Losne, skriver BBC.

I alt er mindst 30 heste de seneste måneder blevet dræbt eller skamferet.

Politiet ved ikke, hvorfor hestene bliver angrebet. Det vides heller ikke, om angrebene er en enkelt persons værk, eller om de første angreb har inspireret andre til at gøre det samme.

Ifølge BBC fløj 40 betjente søndag med helikopter til Losne, hvor det seneste angreb fandt sted.

BBC skriver, at hestens ejer ringede til politiet omkring klokken 02, efter at han havde set lys fra lamper ude på sin mark.

Anklagemyndigheden i byen Dijon nær Losne oplyser til lokale medier ifølge BBC, at hesten fik skader i siden under angrebet, men de skulle ikke være alvorlige.

I flere af de mere end 30 sager er heste blevet fundet med afskårne ører og kønsdele. I en enkelt af sagerne blev en hest også fundet med maven skåret op.

Sagerne har vakt stor forsagelse i Frankrig.

Politiet har i forbindelse med efterforskningen af et andet angreb i byen Yonne frigivet en digital fantomtegning af en mulig gerningsmand, der blev set på stedet.

Frankrigs landbrugsminister, Julien Denormandie, har i kølvandet på de mange angreb lovet, at de ansvarlige vil blive stillet til ansvar.

- Alle dele af staten er i gang med at mobilisere sig, så retfærdigheden kan ske fyldest, sagde han tidligere på måneden ifølge BBC under et besøg i Saint-Eusèbe i det centrale Frankrig, hvor en hest få dage forinden havde fået øret skåret af.

- Der er helt klart en grad af professionalisme. De ansvarlige handler med en vis form for teknik, tilføjede han.

Præsidenten for Frankrigs rideforbund, Serge Lecomte, ledsagede ministeren under besøget.

- Det er barbarisk ondskab på en måde, vi sjældent har set før, sagde han dengang til nyhedsbureauet AFP.

- Er det en kult? Ondskab mod dyr er forløberen til ondskab mod mennesker, tilføjede han.

/ritzau/