Didier Lombard, der er tidligere direktør i France Telecom, er idømt fængselsstraf. Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix

18 ansatte døde: Tidligere direktør i fængsel

20. dec 2019
Et fransk teleselskab og dets tidligere direktør straffes, efter at 18 ansatte begik selvmord på godt to år.

En tidligere direktør i teleselskabet France Telecom - i dag Orange - er blevet idømt fængselsstraf og bøde for chikane af de ansatte.

Den 77-årige eks-chef Didier Lombard får 12 måneders fængsel, hvoraf otte måneder er betingede. Han tildeles desuden en bøde på 15.000 euro - svarende til 112.000 kroner.

Sagen går tilbage til slutningen af 00'erne, hvor en række ansatte hos det daværende France Telecom begik selvmord. Ifølge anklagerne var der tale om 18 selvmord og 13 selvmordsforsøg fra april 2008 til juni 2010.

Blandt andet stak en ansat angiveligt sig selv i maven under et møde, mens en anden hoppede ud ad et vindue. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det tidligere France Telecom var dengang i færd med at afskedige 22.000 ansatte og flytte yderligere 10.000 til andre arbejdspladser.

Sagen satte stor fokus på en usund arbejdskultur i Frankrig.

Franske arbejdstagere har generelt gode kontraktlige forhold, der betyder, at de sidder sikkert i deres job. Fagforeninger mener dog, at det franske teleselskab bevidst prøvede at skubbe ansatte væk ved at bede dem om at flytte til byer langt væk eller give dem umulige arbejdsopgaver.

En rapport fra 2010 konkluderede, at ledelsen i France Telecom benyttede sig af "sygdomsfremkaldende" metoder.

Orange, som selskabet hedder i dag, og to andre tidligere højtstående ansatte er også blevet dømt for chikane.

Den tidligere direktør Lombard har selv afvist at have gjort noget galt.

/ritzau/Reuters