IMG_1804
Før coronakrisen investerede Yael Bassan en masse. I år troede hun, at hun skulle høste frugten, i stedet er det blevet et spareår. Foto: Maja Vang

Fra journalist til direktør: Et dødsfald ændrede Yaels karriere

11. okt 2020, 08:20
Yael Bassan var næsten færdiguddannet journalist, da hendes far døde. Som 25-årig overtog hun hans cykelforretning og lagde låg på journalistdrømmen. Det har hun nogle gange fortrudt, men i dag kunne hun ikke forestille sig ikke at være sin egen chef.

Enten ville Yael Bassan være forfatter, skuespiller eller komiker. Som barn skrev hun små historier og spillede teater, og engang vandt hun en P3-konkurrence som Danmarks sjoveste barn.

LÆS OGSÅ: Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'

Men hun blev ingen af delene. Hun uddannede sig i stedet til journalist. Og det falder egentlig meget godt i tråd med barndomsdrømmen, for ’det hele handler om at formidle og fortælle historier’, som hun siger.

Det hænger til gengæld ikke rigtig sammen med, at hun i dag ejer og driver cykelbutikken Copenhagen Bicycels med otte ansatte, der blandt andet lejer cykler ud til turister og hoteller.

Så blev vi enige om, at det var bedre, at jeg sad i butikken og tog nogle dårlige beslutninger, end at ingen tog nogle beslutninger
Yael Bassan, Direktør Copenhagen Bicycels 

Yael Bassan viser stolt rundt i den 700 kvadratmeter store butik, der ligger i en kælder i en gammel ejendom i Nyhavn. Her ligger rum efter rum, som indeholder både cykelbutik med souvenirsalg, cykelværksted, opholdsstue og bagerst et mødelokale.

- Her havde min far kontor, men jeg synes, det ligger for langt væk fra butikken, forklarer hun.

Butikken var oprindeligt ejet af hendes far. Og det var faktisk hans drøm, at Yael Bassan en dag skulle være direktør i firmaet.

- Han sagde altid, når jeg klarede mig godt i skolen, ’så kan du komme ned og blive direktør’. Og når jeg så klarede mig dårligt, sagde han ’men du kan jo altid blive direktør hos mig’.

Faren nåede ikke at opleve, at hans drøm gik i opfyldelse. Han døde under narkose i forbindelse med en hjerteoperation i 2015. 

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Yael Bassan var på det tidspunkt 25 år og havde netop afsluttet praktikperioden som journalist, hvor hun først havde været på DR's Aftenshowet og siden i Carlsbergs kommunikationsafdeling. Et job i mediebranchen var inden for rækkevide. Allerhelst ville hun lave nyheder til børn eller fortælle minoritetshistorier - hun skulle bare lige skrive sin bachelor-opgave.

- Han døde dagen inden, jeg skulle starte med at skrive min bachelor-opgave. Udover at være i dyb sorg, var jeg også sådan; ’hvad fanden skal jeg gøre?’ Alt var et stort kaos, og ingen af de ansatte vidste, hvad der skulle ske.

Bygge op fra rod

I starten var det meningen, at en af de ansatte, som Yael Bassan beskriver som 'sin fars højre hånd', skulle overtage virksomheden, men han skulle først på en rejse til Thailand.

- Så blev vi enige om, at det var bedre, at jeg sad i butikken og tog nogle dårlige beslutninger, end at ingen tog nogle beslutninger. De ansatte anede ikke, hvad der skulle ske. Der var ikke noget, der var skrevet ned. Alt var i min fars hoved. Jeg skulle ikke bygge noget op fra bunden. Jeg skulle bygge noget op fra rod. Jeg tror faktisk, at jeg hellere ville have bygget noget op fra bunden på det tidspunkt.

'Den højre hånd' mistede interessen for at overtage virksomheden. Så Yael Bassan lagde en plan: Enten skulle hun gøre virksomheden klar til salg inden for en toårig periode, eller også ville hun beholde stedet for evigt. 

Som minoritet er du ti point bagud fra start
Yael Bassan, direktør Copenhagen Bicycels

Der er nu gået fem år. Og Yael Bassen trives som direktør.

- Jeg kan utroligt godt lide at bestemme, og jeg kan utroligt godt lide, at ingen bestemmer over mig. Og så kan jeg rigtig godt lide at træffe beslutninger og lede og vælge mit team.

Og det er nemt at tro på. Selvom hun er midt i et interview, tager hun sig tid til at tale med sine medarbejdere, når de bevæger sig forbi. Snakken foregår på engelsk. Yael Bassan har kun ansatte, der i større eller mindre grad har haft svært ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked på grund af deres baggrund. Og lige præcis på det område hænger hendes arbejdsliv meget godt sammen med journalistdrømmen.

Karriereskifte 

Hvad ville der ske, hvis jeg sagde mit job op og startede på noget helt andet?

De overvejelser er der mange lønmodtagere, der har. Men der er også nogle, der har gjort overvejelserne til virkelighed, og dem vil vi stille skarpt på i denne serie.

Du kan blandt andet læse om Yael Bassan, der drømte om at blive journalist, da hendes far døde, og hun overtog hans cykelforretning. Snart kan du læse om Gry Friis, der er uddannet film- og stillfotograf, men nu ejer en planteskole. 

- Som journalist ville jeg fortælle minoritetshistorier, men nu kan jeg selv skabe de gode historier og et arbejdsmarked, som jeg synes, det skal være, i stedet for at fortælle om det, siger Yael Bassan, der er jøde og tredjegenerations dansker.

- Jeg har altid følt mig som en minoritet. Det har altid været sådan ’du ser spændende ud, du har et spændende navn. Hvor kommer du fra?’. ’Hvorfor spiser du ikke svinekød?’ eller ’hvad synes du egentlig om omskæring? Som minoritet er du altid ti point bagud fra start.

Den opfattelse har den 30-årige direktør ikke. Heller ikke i forhold til de ansatte.

- De er jo netop en gave, fordi de har behov for at bevise noget - ikke over for mig personligt, men for samfundet. Det er jo den fedeste arbejdsressource, fordi de her mennesker har forskellige måder at se verden på, og der kommer ideer, jeg ikke tror, der ville komme, hvis vi alle havde samme baggrund.

Syg med stress

Udover at Yael Bassan sætter en ære i at skabe en mangfoldighed i sin cykelbutik, nyder hun også, at hun selv kan bestemme over sin tid. En frihed som hun ikke ville have haft, hvis hun var ansat på en redaktion.

- Jeg er blevet god til at gøre noget, der er godt for mig selv som eksempelvis at hoppe i havnen hver morgen eller få en hund, jeg kan gå tur med, eller at spise slik til aftensmad, hvis det er det, jeg har lyst til.

Hun gør en dyd ud af at ansætte folk til de opgaver, hun ikke trives med, såsom alt der har med excel-ark at gøre og at tælle kassen op. Det er ikke fordi, det er hendes privilegie som selvstændig, men det er en anerkendelse af, at hun bliver nødt til at lægge nogle opgaver fra sig.

 - Jeg var lagt ned med alvorlig stress i et halvt år, da jeg var i praktik som journalist på Aftenshowet. Jeg blev syg af min egen perfektionisme. Alt var spændende, og jeg kunne ikke sige nej, og jeg ville gøre alt perfekt. De vidste, når de stillede noget på mit bord, så sagde jeg ja.

Har du fortrudt, at du tog journalistuddannelsen?

- Nej, den har givet mig så meget. Jeg bruger min uddannelse til rigtig meget i mit arbejde. Som journalist skal man lære ny information lynhurtigt for derefter at formidle det hurtigt. Der er mange ting hver dag, hvor jeg gør præcis det. Jeg bruger det også i forhold til kommunikation med mine medarbejdere og i vores online-arbejde, hvor det er mig, der skriver teksterne. Og så det også fedt bare at kunne stave ordentligt. Det giver lidt pondus, når man sender en e-mail, at den er uden fejl.

LÆS OGSÅ: Allan på 76 elsker jobbet som frisør: 'Du kan tro, at jeg har mange hemmeligheder'

Har du nogensinde fortrudt, du droppede journalistdrømmen for at blive direktør?

- Hvis du havde spurgt mig for et år siden, om jeg ville gentage det hele, så havde jeg sagt nej. Hvis du spørger mig nu, så vil jeg sige, at jeg ville gøre det hele igen. Jeg tror på, at de her fem år har givet mig så meget læring, og jeg er kun 30 år. Jeg er fuldstændig tryg ved, at min fremtid ser glimrende ud lige meget, hvad jeg gør, siger Yael Bassan.