Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ansatte vil forlade statsejet virksomhed: Vi kan ikke længere fortsætte

20. aug 2020, 14:12
Arbejdsforholdene hos SSI er ikke tilfredsstillende, mener forskere. De er utilfredse med undersøgelse af dem.

Ti læger og forskere fra Statens Serum Institut (SSI) er så utilfredse med deres arbejdsforhold, at de ønsker at forlade seruminstituttet.

I stedet ønsker de at fortsætte deres arbejde hos Københavns Universitet. Det skriver B.T. Mediet er i besiddelse af et brev, hvori utilfredsheden beskrives.

- Vi er nu, trods mange gode år på SSI, nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan fortsætte afdelingens aktiviteter på denne arbejdsplads, og vi søger derfor aktivt et nyt hjem for disse, står der i brevet, som er dateret 5. august i år.

Utilfredsheden skal især hænge sammen med, at de ti forskere og læger er blevet en del af en undersøgelse foretaget af Kammeradvokaten, som Sundhedsministeriet har pålagt SSI at gennemføre.

Undersøgelsen sker på baggrund af mistanke i Sundhedsministeriet om, at der i forbindelse med blandt andet vaccinesalg til Indien har været tale om "urent trav".

Mistanken går på, at ønsket om personlig vinding kan have tilsidesat SSI's interesser.

I brevet fra forskerne og lægerne skriver de, at de "føler sig beklikket på deres hæderlighed og integritet".

De ti forskere og læger er ikke en del af coronaberedskabet og er derfor blevet pålagt at stille sig til rådighed for undersøgelsen og prioritere det over deres andet arbejde. Det betyder ifølge dem selv, at det faglige arbejde forringes.

- Megen forskning ligger desværre stille på SSI som et resultat af Kammeradvokat-undersøgelsen og dens eftervirkninger.

- Det er os derfor magtpåliggende, at der hurtigt findes en tilfredsstillende løsning på situationen, står der i brevet.

B.T. skriver, at de ti forskere og læger fra SSI har rig mulighed for at fortsætte deres arbejde i udlandet, hvis ikke Københavns Universitet kan tage imod dem.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra flere af de utilfredse forskere, ligesom mediet heller ikke har kunnet få en kommentar fra flere direktører i SSI.

/ritzau/