Aske Juul Lassen: Regneark får os ikke til at forstå fremtidens seniorer

26. aug 2020, 14:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til n[email protected]

PENSIONSDEBATTEN RASER heftigt i disse dage. Intet kan åbenbart få tidligere statsministre ud af busken som en regulering af velfærdsforliget.

Set fra min position som forsker i pension og pensionsovergange mener jeg, at der er en helt central side af sagen, der fuldstændig bliver overset i debatten.

LÆS OGSÅ: Thulesen efter første forhandlinger om tidlig pension: - Regeringen skuffer mange danskere

Forhandlingerne om retten til tidligere pension projicerer nutidens arbejdsmarked og nutidens seniorer 30 år frem i tiden. Vi kan ikke arbejde så længe, siger den ene side. Vi har ikke råd til at lade være, siger den anden.

Begge sider har givetvis ret. Derfor ville vi stå med et uløseligt problem, hvis ikke det var fordi, at begge sider samtidig tager grueligt fejl.

Jeg er med på, at man bliver nødt til at kigge i regnearkene for at have styr på statens fremtidige økonomi, men regnearkene kan ikke fortælle os meget om hverken fremtidens arbejdsmarked eller fremtidens seniorer.

I DEBATTEN GLEMMER VI, at spørgsmålet om, hvor længe vi kan arbejde, også afhænger af, hvordan vi indretter arbejdsmarkedet, og hvor raske fremtidens seniorer er.

En 37-timers arbejdsuge er ikke lig med 37 timers effektivitet, og vi ser så småt et opgør med rigide ideer om otte timers arbejdsdage, som er blevet forstærket under corona-krisen
Aske Juul Lassen, seniorliv-konsulent og etnolog ved Københavns Universitet

De to ting er for vigtige og for afhængige af arbejdsmarkeds- og sundhedspolitik til, at de kan overses i den debat. 

Med hensyn til nutidens arbejdsmarked er det svært at forestille sig, at særlig mange kan holde ud at arbejde til 70, 72, eller hvad pensionsalderen nu lander på, og ligegyldigt om man kan trække et, to eller tre år fra efter over 40 års arbejdsliv.

Nutidens arbejdsmarked er med til at slide hårdt på folk, og selvom den fysiske nedslidning kan løses delvist med robotisering og digitalisering, har vi stadig problemet med den mentale nedslidning, som er stigende.

Hvis der bliver skruet yderligere op for pensionsalderen, må man derfor også begynde at kigge på et mere fleksibelt arbejdsmarked.

LÆS OGSÅ: Efterløn eller tidlig pension? Sådan er reglerne

Med de jobfunktioner mange af os udfører i dag, kan der ikke længere sættes lighedstegn mellem arbejdstid og produktivitet.

En 37-timers arbejdsuge er ikke lig med 37 timers effektivitet, og vi ser så småt et opgør med rigide ideer om otte timers arbejdsdage, som er blevet forstærket under corona-krisen.

Hvis vi får taget det opgør grundigt nok, kan vi muligvis også begynde at forestille os et langt mere fleksibelt arbejdsliv. Vi kunne tænke mere i pauser igennem livet, rum til uddannelse, omsorg for vores nærmeste, børneopdragelse eller noget femte.

Den slags er både et spørgsmål om teknologisk udvikling, hvilken arbejdsmarkedspolitik der bliver ført, og hvad der sker med klima og geopolitik i de kommende årtier.

Men det er helt sikkert, at fremtidens arbejdsmarked ikke er en tro kopi af det eksisterende, som vi så blot skal blive nogle år længere på.

Noget tyder på, at den forventede levealder ikke bare fortsætter af sig selv ud i det uendelige
Aske Juul Lassen, seniorliv-konsulent og etnolog ved Københavns Universitet

Med hensyn til nutidens seniorer gør det samme sig gældende. Vi kan ikke bare tage nutidens seniorers sundhedstilstand og arbejdsevne og tro, at den ser ud på samme måde om 30 år.

I det forgangne århundrede har vi forlænget livet voldsomt. Samtidig er sygdomsperioden inden døden stort set den samme. Vi har lagt raske år til livet, men har ikke formået at komme af med den svækkelse, som desværre ofte kommer i slutningen af livet.

HVORDAN, DET KOMMER til at se ud i fremtiden, kan man selvfølgelig ikke sige med sikkerhed. I Danmark fortsætter vi stadig med at leve længere og længere, mens andre vestlige lande (fx USA og England) oplever, at den forventede levealder går den anden vej.

Det er ikke til at sige hvorfor med sikkerhed, men noget tyder på, at den forventede levealder ikke bare fortsætter af sig selv ud i det uendelige.

LÆS OGSÅ: Flere eksperter tvivler på stigende pensionsalder

Den er derimod afhængig af faktorer som et godt sundhedssystem, et velfungerende arbejdsmarked, en ansvarlig fordelingspolitik osv.

Hvor længe fremtidens seniorer kan holde til at arbejde, er derfor også et spørgsmål om de selvsamme ting. Igen er det helt sikkert, at fremtidens seniorer ikke bare er en tro kopi af nutidens. Men hvor raske de er, hvor mange år de kan arbejde, hvad de forventer sig af pensionisttilværelsen, og hvor meget de har lyst til at bidrage med, kommer til at afhænge af, hvor godt vi formår at indrette samfundet til de lange liv, vi muligvis kommer til at leve.

Jeg er med på, at den slags ting gør politik helt umuligt, hvis man helst vil føre den med udgangspunkt i et regneark. Men det er jo netop derfor, at det hedder politik og ikke økonomi.

Derfor burde pensionsdebatten også handle om, hvilken arbejdsmarkedspolitik og sundhedspolitik Danmark bør føre, for at vi kan nå derhen, hvor vi faktisk kan og vil arbejde så længe, som det er krævet af os for at bevare en velfærdsstat.