20150522-142215-4-1920x1281we
Dansk Sygeplejeråd har i underkanten af 80.000 medlemmer. Sygeplejerådet har besluttet at varsle strejke for ti procent af medlemmerne ansat i kommuner og regioner.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sygeplejersker truer med konflikt: Her er det helt store spørgsmål, vi nu skal have svar på

22. apr 2021, 14:05
Sygeplejerskernes konfliktvarsel er en naturlig konsekvens af medlemmernes nej til OK21, mener Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet. Han har svært ved at se en løsning, hvis ikke regeringen træder til.

Natten mellem torsdag 20. maj og fredag 21. maj er landets sygeplejersker parat til at gå i strejke.

Det er konsekvensen af, at sygeplejerskerne for en måned siden sagde nej til OK21-forliget, selvom hovedbestyrelsen ellers anbefalede et ja.

Sygeplejerskerne stiller krav til arbejdsgiverne om højere løn. Nu gør de brug af et konfliktvarsel for at lægge pres i forhandlingerne om en ny overenskomstaftale, og ifølge arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Laust Høgedahl er det en naturlig konsekvens. 

- At forhandle uden et konfliktvarsel vil ikke have den store påvirkning på arbejdsgiverne, og derfor ser vi nu et konfliktvarsel, siger Laust Høgedahl.

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker varsler strejke

Dansk Sygeplejeråd har i underkanten af 80.000 medlemmer. Sygeplejerådet har besluttet at varsle strejke for ti procent af medlemmerne ansat i kommuner og regioner. 

Ifølge Laust Høgedahl er det nu interessant, om arbejdsgiverne svarer igen med lockout, som vil være et typisk modsvar. 

På sygeplejerådets hjemmeside fremgår det, at overenskomstparterne nu sender en fælles appel til Christiansborg om trepartsforhandlinger, hvor parterne i fællesskab forpligter sig til at arbejde for at indhente sygeplejerskernes historiske lønefterslæb. 

- Det er ikke rimeligt at andre offentligt ansatte skal bøde for at rette op på et historisk lønefterslæb for sygeplejersker og andre traditionelt kvindedominerede fag. I forhold til arbejdsgiverne, så anerkender vi, at de har prøvet og gerne vil give sygeplejerskerne en højere løn. Men ligesom os, kæmper de med et system, der ikke kan løse det her problem. Derfor har vi en fælles udfordring, og den vil vi gerne tage op sammen med arbejdsgiverne overfor politikerne på Christiansborg, siger formanden for DSR, Grete Christensen.

- Det kunne godt lyde til, at der blandt DSR og arbejdsgiverne er enighed om, at der skal en politisk håndsrækning til, hvis man vil løse det her problem. Derfor kan det godt være, at arbejdsgiverne ikke har en interesse i at optrække konflikten. I stedet er man formentlig vil at undersøge mulighederne for at få involveret politikerne, siger Laust Høgedahl.

LÆS OGSÅ: Jordemødrene slutter sig til sygeplejerskerne med et klart nej til OK21

Derfor er det store spørgsmål nu, om regeringen vil gribe ind, mener han. 

- Det er den ubekendte. Hvor står regeringen? Vil man fastholde linjen, hvor man siger, man ikke blander sig i den danske model, eller vil man aktivt prøve at spille med en politisk løsning?

Hvis ikke man finder en politisk løsning, har arbejdsmarkedsforskeren meget svært ved at se en løsning i  Forligsinstitutionen.

Strejken er sat til at begynde natten mellem torsdag 20. maj og fredag 21. maj. Men inden da skal parterne altså mødes og forsøge at rede trådene ud og nå til enighed om en aftale.

- Vi står midt i en pandemi, hvor vi har et sårbart sundhedsvæsen. Derfor er en konflikt selvfølgelig alvorlig, siger Laust Høgedahl til A4 Overenskomst.