Forsinket? Togansatte ryger frem for at rejse

4. jul 2013, 10:04
Togene bliver forsinkede, fordi personalet ryger cigaretter og taler i telefon, viser analyse.

Hvis du undrer dig over, hvorfor togene ofte er forsinkede, så har et hold britiske eksperter måske fundet forklaringen.

Den er nemlig, at togpersonalet lige tager sig en smøg og venter på de sidste passagerer i stedet for at komme afsted til tiden. Det skriver MetroXpress.

Det er britiske NetworkRail, der har lavet en hidtil ikke offentliggjort analyse efter en uges besøg på Hovedbanegården i København i 2011.

Her hedder det blandt andet:

”En række tog-ansatte er skyld i forsinkelser og undgår kontakt med passagererne for at give sig selv tid til at ryge en cigaret eller få et telefon-fix.”

Og videre:

”Kontrollører og togpersonale var opsatte på at yde god kundeservice ved at vente på forsinkede passagerer og forsinkede dermed en langt større gruppe passagerer om bord på det ventende tog og de efterfølgende tog.”

Ifølge Jesper Hansen, administrerende direktør i BaneDanmark, rammer kritikken plet på en række punkter.

"Jeg vil ikke beskrive det med så negative ord, som de valgte. Men der kan være noget i det," siger han til MetroXpress.

Siden analysen blev lavet, har BaneDanmark ifølge avisen forøget antallet af tog, der kører til tiden, fra 88 pct. i 2011 til 93 pct. i år.

Kilde: MetroXpress