Tæt på verden: Formuer fra Europa flyder i Ghanas undergrund

24. feb 2012
Ghanesere i udlandet sender milliarder hjem ad uformelle kanaler. Beløb som en fjerdedel af landets eksport bevæger sig under jorden.

Undergrundsøkonomien i det afrikanske land Ghana flyder så stærkt, at en national researchorganisation anser det for farligt for landets økonomi og stabilitet. Der er tale om omkring to milliarder dollars om året.

Det respekterede Danquah Institute i Ghana anslår, at næsten alle overførsler fra udeboende ghanesere sker via uformelle netværk, der ikke tager lige så store gebyrer som officielle, f. eks. Western Union, gør.

De uformelle kanaler bruger ikke legitimation, og der er ingen loft på størrelsen af overførslerne. Ingen spørgsmål bliver stillet, og penge kan udbetales i fremmed valuta til en bedre vekselkurs end nationalbankens.

Det er med til at undergrave den finansielle stabilitet af Ghana og andre lande i tilsvarende situationer.

31 millioner afrikanere bor udenfor eget land

Verdensbanken anslår, at tre procent af verdens befolkning bor udenfor eget land. Disse 215 millioner mennesker sender 440 milliarder dollars hjem til familie og venner. Af dem går 325 milliarder til de udviklingslande.

Der er ingen nøjagtige tal på antallet af afrikanere, der bor udenfor deres egne lande. Og da pengene flyder gennem disse uformelle kanaler, der er svære at overskue, anser Danquah Institute de opgivne tal for særdeles konservative.

I tilfældet Ghana steg beløbet 58 procent fra 1990-2000 svarende til 650 millioner årligt. De næste 10-år steg tallet med yderligere 226 procent til 2,1 milliarder dollars i 2010. Der er tale om 7 procent af landets nationalprodukt og et tal svarende til en fjerdedel af eksporten.

Mest fra Europa

Det er især penge fra ghanesere i UK, Tyskland og Holland, der flyder i tykke strømme hjem til familie og venner i Afrika. Immigranter bryder sig ikke om de strenge europæiske regler for pengeoverførsler, som skal forhindre sort arbejde, kriminalitet og skatteunddragelse.

En såkaldt afro-butik, der udover at flette folks hår også overførte penge, var i 2009 hjemsted for en tysk narkoring, der blev taget med syv ton marihuana til en værdi af 200 millioner kroner gemt i en forsendelse af  ananas.

Udover at være hjemsted for ulovligheder medvirker den uformelle sektor  til et enormt skattesnyd, og de nationale økonomier og banker mister likviditet, som de trænger hårdt til. Flere midler i officielle kanaler kunne bruges til infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Danquah Institute mener, at hvis ikke et land som Ghana gør noget for at kontrollere forholdene, er den lovlige sektor for pengeoverførsler helt væk om 10 år.

Stram kontrol

[pagebreak]Øget kontrol med pengeoverførsler efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 har styrket de illegale kanaler, fastslår researchorganisationen. I Storbritannien, hvor reglerne er mindre stramme, flyder flere penge legalt.

Også legitime virksomheder benytter sig af de uformelle og ulovlige kanaler til at flytte penge mellem Afrika og Europa. De kan flytte op til 200.000 euro ad gangen, og det uden kvitteringer og identifikation. Man skal blot opgive et telefonnummer eller en kode, så virker det.

Reglerne er ganske klare. Hvis der er tale om mere end 50.000 euro kan man få udbetalt i Afrika i en selvvalgt valuta, men der skal et par dages varsel til et så stort beløb. Prisen er to procent.

I sagens natur sker der megen hvidvaskning af kriminelle fortjenester ad disse kanaler. Der er også mange mennesker, der bliver snydt og sender pengene i lommerne på uærlige mennesker, der beholder pengene. Uden kvitteringer kan man ikke gøre noget.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.