Trine_Bramsen_Mads_Claus_Rasmussen_Ritzau_Scanpix
HK Stat opfordrer forsvarsminister Trine Bramsen til at genoverveje udliciteringer i staten efter dårlige erfaringer med udlicitering i Forsvaret. Foto: Henning Bagger Ritzau Scanpix

Formand: Forsvarets ansatte kan ikke vente på juridisk slagsmål

30. nov 2020, 16:45
Det er positivt, at Trine Bramsen nu åbner for, at Forsvaret kan hjemtage de stærkt kritiserede serviceopgaver. De massive problemer i forsvaret bør få regeringen til at genoverveje udliciteringen i resten af staten, mener Rita Bundgaard.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Stat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

ISS har tilbudt 50 millioner kroner for at slippe ud af kontrakten med forsvaret. Forsvaret holder penge tilbage fra ISS, så ISS truer med inkasso. Og Forsvarsminister Trine Bramsen har sat Kammeradvokaten til gennemgå kontrakten med ISS.

Det var ifølge HK Stat.dk bare nogle af nyhederne i et samråd i Folketingets Forsvarsudvalg fredag formiddag den 27. november 2020, hvor forsvarsministeren også erklærede sig åben for at tage den udliciterede opgave tilbage.

Frygtede juridisk slagsmål

- At kammeradvokaten nu inddrages, viser blot hvad vi hele tiden har frygtet, at det ender i et stort juridisk slagsmål – og skal forsvarets medarbejdere så bare tålmodigt vente på det? Det er stærkt utilfredsstillende, siger Rita Bundgaard.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Faglærte arbejdspladser forsvinder (også)

Udliciteringen er sket henover hovedet på medarbejderne. Og balladen om kontrakten med ISS viser med al tydelighed, at det går galt, når formålet med at udlicitere er politisk ønskede besparelser, mener hun.

- Udliciteringen i forsvaret blev kaldt en effektivisering, men det dækker over en meget markant serviceforringelse, hvor man skubber en pukkel af vedligeholdelse foran sig. Vi hører så ofte, at der skal køres længere på literen, men her hælder man vand i tanken, og det går ud over hverdagen for medarbejderne på Forsvarets arbejdspladser.

LÆS OGSÅ: Ansatte i Forsvaret sendte 17 klager om dagen

HK Stat-formanden ærgrer sig over, at den historisk store udlicitering i Forsvaret nu bliver fulgt op af nye milliardkontrakter med udlicitering af facility management i resten af staten. Over 3 bølger er Finansministeriet og Bygningsstyrelsen nemlig ved at udlicitere resten af statens facility management.

Senest har Bygningsstyrelsen sendt udbuddet til bølge 2 i omløb. Den er lidt større end bølge 1 og på forventet 2,275 milliarder kroner.

Den massive udlicitering og centralisering er iværksat af den forrige regering med klart ideologisk sigte. Og det hænger ikke sammen med den nye regerings ønsker om lokal forankring, mener hun.

- Den nuværende regering har fremlagt en nærhedsreform og i god tråd med den, vil det være oplagt at finde en løsning, hvor opgaverne fastlægges og løses ude på de enkelte statslige arbejdspladser i stedet for via en centralt indgået kontrakt med en ekstern leverandør.

LÆS OGSÅ: Soldaternes nye formand: 'Vi har store problemer med fastholdelse'

Det var derfor positivt, at Trine Bramsen på fredagens samråd var lydhør over for en mere generel debat om det overhovedet er hensigtsmæssigt at udlicitere alle serviceopgaverne, mener Rita Bundgaard.

- Lad os håbe, at det også gælder finansministeren og resten af regeringen, der ellers i finanslovsforslaget lægger op til, en omfattende udlicitering, hvor besparelser hos 55 ministerier og statslige styrelser skal være med til at finansiere kommende finanslove. Det hænger jo ikke sammen, når man overvejer at hjemtage de samme opgaver i Forsvaret.

Bygningsstyrelsen har 19. november 2020 offentliggjort udbuddet af bølge 2 af Statens Facility Management.