Fodboldkampe for næsten tomme stadions har været symbolet på coronakrisen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Formand for Danmarks Idrætsforbund: Det haster med en plan

12. aug, 12:40
Niels Nygaard, der er formand for Danmarks Idrætsforbund, har et stort ønske for fase 4 i genåbningen, som Folketingets partier starter forhandlinger om onsdag. 'Hovedønsket er fuld genåbning under ordnede forhold. Det kan lade sig gøre, hvis det gøres professionelt, lyder det.

Onsdag formiddag starter Folketingets partier forhandlingerne om fase 4 af genåbningen.

Politikerne skal blandt andet tage stilling til, hvornår diskoteker og natklubber igen kan fylde dansegulvene, og om forsamlingsforbuddet, der lige nu dikterer, at ikke mere end 100 mennesker må forsamles, skal hæves. Det sker samtidig med, at smittetrykket i landet er stigende.

LÆS OGSÅ: Venstre vil have hjælp til coronaramte erhverv

Men det er ikke kun diskoteksejerne, der venter i længsel på at tænde for fadølshanerne og dj-pulten. Også idrætslivet lider enorme tab ved ikke at kunne afholde sportsarrangementer og fylde haller og stadions med tilskuere.

Derfor har Niels Nygaard, der er formand for Danmarks Idrætsforbund, et stort håb for forhandlingerne.

- Det optimale, set med vores øjne, er, at vi får lagt en plan for forsamlingsstørrelserne, så vi kan få flere tilskuere ind til arrangementer. I det omfang, der ikke kan træffes beslutninger og gives garantier i den retning, så skal der gives kompensationer, så klubberne ikke falder om en efter en, siger han til A4 Arbejdsliv.

Kompensationen skal svare til det nettotab, som klubberne oplever, mener formanden for de 62 idrætsforbund i Danmark. De økonomiske konsekvenser har allerede været tårnhøje for idrætslivet.

- Hvis vi bare ser alene på de tre store sportsgrene ishockey, håndbold og fodbold, så er det et trecifret millionbeløb, vi kommer til at stå med som nettotab, hvis ikke størrelsen på hjælpepakkerne bliver hævet. Hjælpepakkerne har hele foråret og indtil nu afbødet konkurserne. Men nu ophører de pakker, der ikke længere passer i forhold til den situation, der vil være til efteråret.

Et sort efterår

Hjælpepakkerne, hvor virksomhederne blandt andet har kunnet få lønkompensation til de ansatte, ophører den 29. august.

- Nettoindtægtstabene er ikke dækket ind, hvis klubberne fortsat skal gennemføre turneringen med kun 500 tilskuer. Spillerne skal jo eksempelvis stadig have deres løn. 

Lige nu må der være max 500 tilskuere til sportsarrangementer. Til eksempelvis nogle superligakampe må der dog være flere end 500 tilskuere, hvis de kan spredes i forskellige sektioner.

- Hovedønsket er fuld genåbning under ordnede forhold. Det kan lade sig gøre, hvis det gøres professionelt. I superligaen har man vist, at man godt kan lukke flere end 500 publikummer ind på en forsvarlig måde.

Det vides endnu ikke, hvornår regeringen har en plan for fase 4 i genåbningen. Men tiden er knap, da de økonomiske hjælpepakker, som nævnt, udløber om få uger.

LÆS OGSÅ: Kæmpe dyk: 80 procent af de rejsende er forsvundet i Københavns Lufthavn

- Det er klart, at vi gerne ville have været på sikker grund på et tidligere tidspunkt. Men der har været sommerferie og en usikkerhed om udsigten til, om smitten stiger ved genåbning. Så vi har forståelse for, at det har været svært. Men det haster da med, at vi snart får en udmelding, for der står mange klubber og ser ind i et sort efterår.