Peter_Kaae_Holm_formand_3Fs_gr__nne_gruppe_1650_px

Formand for 3F’s Grønne Gruppe: Glistrup-cirkus, nej tak

30. dec 2020, 08:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Dumping-karrusel er underkendt, så drop fifleri med selskabscirkus for at dumpe løn- og arbejdsvilkår 

Desværre er kreativiteten stor hos nogle arbejdsgivere, når det handler om at få fat i billig arbejdskraft. Typisk er det udenlandsk arbejdskraft, som ikke kender til de normale vilkår på det danske arbejdsmarked. Men for nylig har arbejdsgiverne i GLS-A dog over for os givet håndslag på, at de mest platte tricks er en omgåelse af reglerne på arbejdsmarkedet og ikke acceptabelt.

LÆS OGSÅ: Nye love skal slå ned på fusk med udenlandske arbejdere

Når en virksomhed er overenskomstdækket, har medarbejderne krav på de aftalte løn- og arbejdsvilkår. Men desværre forsøger nogle virksomheder at drible uden om de sædvanlige løn- og arbejdsvilkår ved at aftale en entreprise (løsning af en bestemt arbejdsopgave) med en ekstern virksomhed, der ikke er omfattet af overenskomsten. Når vi i 3F får viden om dette, har vi i forhold til reglerne på det danske arbejdsmarked mulighed for at etablere en faglig konflikt over for entreprise-selskabet og stille krav om, at selskabet skal acceptere og respektere de aftalte vilkår i overenskomsten. Der er fastsat tidsfrister for varsling af konflikten osv.

LÆS OGSÅ: Tesfaye varsler opgør med misbrug af illegale ansatte: - Vi har været naive

Men fiffige skriverkarle fandt så på, at entreprise-selskabet – når konflikten trådte i kraft – blot skulle skifte navn og cvr-nummer. Dermed bliver 3F’s faglige konflikt så at sige rykket tilbage til start, og nye tidsfrister mv. træder i kraft i forhold til en faglig konflikt og krav om overenskomst over for ”det nye selskab”. Sideløbende fortsætter de samme entreprise-medarbejdere på den samme entreprise-opgave og aner knap nok, hvilket entreprise-selskab de nu formelt er ansat i.

Den her trafik minder jo mest om Mogens Glistrups skattecirkus og om momskarruseller mv., hvor de selskabsmæssige brikker indgår i en papirfiktion, som har til hensigt at sløre, hvad der reelt foregår. Derfor er det også godt, at arbejdsgiverne i GLS-A på et organisationsmøde for nylig med 3F’s Grønne Gruppe har anerkendt, at skift mellem entrepriseselskaber, som indgår i samme selskabskonstruktion, er en omgåelse af Hovedaftalen mellem arbejdsmarkedets parter, DA og FH.

LÆS OGSÅ: Coronakontrol skærpes: Vi skal forhindre coronasmitte fra udenlandske arbejdere

Social dumping og ringe løn- og arbejdsvilkår hører ikke hjemme på det danske arbejdsmarked. Det er en udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft fra fattigere lande. Det truer danske løn- og arbejdsvilkår, og det er unfair konkurrence over for de anstændige arbejdsgivere og virksomheder, som respekterer de frivillige aftaler i overenskomsterne.

Samtidig er der tale om vildledning af forbrugerne, når de køber produkter fra en virksomhed, der er medlem af en overenskomstbærende arbejdsgiverorganisation som eksempelvis GLS-A. Det indebærer jo, at virksomheden skal respektere overenskomstens vilkår – men hvis man i realiteten får udført en del af produktionsarbejdet på vilkår, der bestemt ikke følger overenskomsten, køber forbrugerne jo ”katten i sækken” og kan med rette føle sig snydt.