Forkælede unge bliver ramt af jobchok

27. sep 2010
Ihærdige unge får et chok, når de får et job med en chef, der fortæller dem, hvad der er rigtigt og forkert.

De er enestående, kreative talenter, der kan glæde sig til en kometkarriere med indflydelse, magt og masser af penge.

Det er i hvert fald, hvad forældre har fortalt de unge, der i disse år for første gang træder ind på arbejdsmarkedet.

Men de 18-24-årige nyuddannede bliver slemt skuffede, når de for første gang bliver ramt af realiteterne i et fuldtidsjob med chefer, der ikke er helt enige med forældrene.

Unge er mere utilfredse

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

En ny undersøgelse, som rekrutteringskoncernen Randstad har foretaget, viser, at de danske unge er langt mere utilfredse med deres chefer end andre aldersgrupper på arbejdsmarkedet.

Godt 30 procent er 'ikke tilfredse' eller 'utilfredse' – mens kun 12 procent af de 35-44-årige er tilsvarende negative.

"Det skyldes, at chefen og den unge har to vidt forskellige verdensforståelser," siger Mathias Askholm, ungdomssekretær i HK Ungdom.

"De unge er vokset op med konstant ros og anerkendelse fra bl.a. forældrene. Det ophører pludselig, når de får et job. De bliver overraskede over, at der er en rangstige på arbejdsmarkedet, som de skal klatre op ad og vokse med, før de har den fornødne erfaring og ballast til at gøre sig gældende. Det skuffer dem,” siger Mathias Asholm.

Manglende ydmyghed

Marc Dulong, direktør i Randstad, er enig.

"Man bliver altså skuffet, hvis man uden erfaring og ydmyghed om sin manglende erfaring træder ind i en organisation som en verdensmand, der kræver det samme i løn som erfarne kollegaer," siger han om grunden til, at de unge bliver skuffede.

Mathias Askholm opfordrer cheferne til at at udnytte de unges kreativitet og høje ambitionsniveau, selv om de ikke har afstemt det med virkeligheden.

Internetsucceser

"Se nu blot på mange af de seneste store IT- og internetsucceser. De er fostret af unge med en god idé - men uden en chef, der fortæller dem, hvad der er rigtigt og forkert," siger han.

Derfor bør cheferne afstemme forventninger med de unge, så de ikke bliver skuffede og opgivende, opfordrer han.

"Men ligeså vigtigt: Lyt til dem, og hjælp dem med at realisere og udvikle deres ideer, så de ikke går tabt i et land, der i den grad har brug for innovation," appellerer han.

Læs også: Bandlyst: "Her kommer jeg så"

Ledelsesrådgiver Rikke Andreasen i interesseorganisationen 'Lederne' siger, at de unge ikke er drevet at pligtfølelse - men af engagement og udfordringer.

"De er ofte selvbevidste individualister, der stiller krav til deres omgivelser. Derfor er der selvfølgelig behov for, at de unge og deres ledere afstemmer forventninger til hinanden og løbende har en dialog for at sikre at arbejdet giver mening for medarbejderen og udbytte for virksomheden," siger Rikke Andreasen.

skjultitel