Forhandlingerne går uendeligt langsomt

26. feb 2011
11 timers forhandlinger har ikke bragt 120.000 ansatte i sundhedssektoren et skridt tættere på en overenskomst.

"Lige nu er den største aktivitet her i Danske Regioner uret, der siger tik-tak," skrev FOA-formand Dennis Kristensen på Facebook fredag aften.

Forhandlingerne om den sidste af de tre offentlige overenskomster, begyndte klokken 13 fredag.

120.000 sosu'er, sygeplejersker, læger og kontorfolk skal have en overenskomst med Danske Regioner.

Forhandlingerne bliver også kompliceret af, at Sundhedskartellet, KTO, FOA og AC forhandler hver for sig og ikke sammen som sidst. I alt 19 forhandlere. Det tog de første fire timer at diskutere, hvordan det skulle gøres.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Efter 11 timer er det i følge Avisen.dks oplysninger ikke lykkedes at komme ud over det første punkt på listen over uenigheder:

Den kritiserede reguleringsordning, der sørger for, at lønnen for de ansatte i regionerne følger gennemsnittet for de privat-ansatte.

Burde være ordnet for længe siden

Regionerne vil have reguleringsordningen ændret. Derfor er alt strandet, mens der bliver arbejdet på, hvordan man rent teknisk laver beregningerne, så medarbejderne ikke gang på gang skal betale deres lønstigninger tilbage.

"Det burde og kunne være gennemarbejdet for flere uger siden," skriver Dennis Kristensen frustreret.

"Der sker intet spændende her," lyder det fra en af de øvrige forhandlere.

En stor del af forhandlerne har allerede gennemført 36 timers forhandlinger sidste weekend med kommunerne, og 54 timer i Finansministeriet på en forhandling for de statsansatte weekenden før igen. I ugedagene ind i mellem er der blevet forhandlet for de enkelte fagforeninger og faggrupper.

Derfor skylder de

På grund af reguleringsordningen skylder medarbejderne i kommunerne 1,22 procent af deres løn, og et engangsbeløb på 50 millioner kroner, som de også har fået for meget.

Se her, hvordan reguleringsordningen virker:

Derfor skylder de offentligt ansatte chefen penge