Forsvarsministeren siger på torsdagens samråd, at sagen giver anledning til at kulegrave indkøb på hele Forsvarets området, da sagen handler om svindel med indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Chefer fritaget for tjeneste: Fik udbetalt bonusser

12. dec 2019
Forsvarsministeren ærgrer sig over, at der er udbetalt bonusser til direktører i sag om mulig millionsvindel.

Der er udbetalt bonusser til de direktører, der er blevet fritaget for tjeneste på grund af deres rolle i sagen om mulig millionsvindel i Forsvaret.

Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) torsdag på et samråd om sagen, hvor to personer er politianmeldt, og fem er tiltalt for bestikkelse og groft mandatsvig.

- Jeg har kunnet konstatere, at der tidligere er udbetalt bonusser til de chefer, der er involveret i den konkrete sag. Det er dybt kritisabelt, men man kan ikke trække bonusser tilbage, der allerede er udbetalt.

- Men der skal ikke herske nogen tvivl om min holdning til, at bonusser skal være baseret på ordentlighed, siger hun.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Der blev oprindeligt udnævnt et rejsehold, som skal undersøge sagen med koncernstyringsdirektøren i spidsen. Men han blev fritaget for tjeneste og forflyttet, da han havde en rolle i sagen.

Direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er også fritaget for tjeneste indtil videre. Han fik for få uger siden forlænget sin åremålskontrakt med fire år.

Forsvarsministeren siger på torsdagens samråd, at sagen giver anledning til at kulegrave indkøb på hele Forsvarets området, da sagen handler om svindel med indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

- Det skal ske for at afdække svagheder i systemet og lukke disse, siger ministeren.

Den samme person har kunnet bestille, betale og godkende en indkøbsordre, men fremover skal der være mindst to personer involveret i den proces.

Foruden den interne skal der være en ekstern undersøgelse.

Derfor vil ministeren frem mod jul overveje, hvordan man bedst tilrettelægger de enkelte undersøgelser. Til januar er forsvarsordførerne samt repræsentanter fra Justitsministeriet indkaldt til et møde for at gå videre med sagen.

Som det tredje vil Trine Bramsen granske betjeningen af hende som minister.

- Forsvaret er en kompleks organisation, og der vil blive begået fejl. Det afgørende er, hvordan fejlene bliver håndteret. Det er vigtigt, at vi kan have tillid til hinanden som medarbejdere og borgere, siger hun.

Det betyder en mulig ledelsesomlægning og en styrkelse af den interne revision.

På den korte bane vil hun se på, om der er tages godt nok hånd om dem, der råber op om fejl i systemet, fordi en whistleblower fik sat skub under sagen.

- Jeg vil se på, hvordan Forsvarsministeriets whistleblowerordning kan styrkes. En anmelder skal kunne henvende sig anonymt og have en anonym dialog. Og det også vigtigt at se, om anmelderen bliver modtaget på tilstrækkeligt højt niveau, siger hun.

/ritzau/