Forfatter: Dom knægter syges retssikkerhed og offentligt ansattes ytringsfrihed

29. JANUAR OG 5. FEBRUAR fandt en spektakulær strafferetssag sted i Byretten på Frederiksberg.

Anklagemyndigheden SØIK (Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet) havde anklaget den tidligere kommunale medarbejder Bitten Vivi Jensen, som nu er folkepensionist og frivillig partsrepræsentant/bisidder for syge over for beskæftigelses- eller arbejdsmarkedsforvaltningen i flere kommuner, for brud på tavshedspligten i 2017. Det er sket efter, at daværende social-, sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør Henning Daugaard, som nu er konstitueret kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune, i 2017 havde politianmeldt hende derfor.

LÆS OGSÅ: Bitten har fået sin dom: - Jeg anker, og det har jeg hele tiden planlagt

Sagen handlede om, at Bitten Vivi Jensen i 2017 havde videregivet sagsmapper på i alt 89 borgere til Dagbladet Information. Det var meget syge borgere, hvis sager om førtidspension havde været behandlet af Frederiksberg Kommune, og hvor Bitten Vivi Jensen i 2016-2017 selv havde medvirket i rehabiliteringsteamet som repræsentant for sundhedsforvaltningen i sin egenskab af ergoterapeut.

Jeg har ikke selv overværet retssagen, så mit indlæg baserer sig udelukkende på informationer fra medierne og de sociale medier.

FLERE GANGE INDEN HUN GIK til Information, fremførte hun internt sin kritik af ulovlig sagsbehandling over for den daværende chef for rehabiliteringsteamet på Frederiksberg. Ifølge Berlingske hedder denne Helle Antila. Bitten Vivi Jensen blev ikke mødt med nogen lydhørhed, men, skriver Information (der ikke nævner chefens navn), "fik (...) at vide, at hun ikke skulle blande sig, og at hun kunne få et tilbud om samtale med en psykolog, hvis jobbet var for hårdt". Og så opfordrede den tidligere leder i øvrigt Bitten til at fremskaffe beviser på den systematisk ulovlige sagsbehandling, som hun havde kritiseret ledelsen for at stå bag.

Bitten Vivi Jensen kunne ikke arbejde under rammevilkår med sådan en forråelse, som, ledelsen sagde, hun skulle gå ind i, hvis hun ville fortsætte i stillingen. Og hun var stærkt bekymret for de syge borgere, som med kommunens forhalinger af tidspunktet for en endelig tilkendelse af førtidspension blev kastet ud i deres livs helvede og bragt i en tilstand, der er sammenlignelig med tortur. Nogen af dem lever ikke længere i dag - så syge og uarbejdsdygtige har de været.

På grund af disse forhold havde hun travlt med at indsamle beviser for systematiseringen af ulovlig sagsbehandling, og det var ikke muligt at nå at spørge de enkelte borgere om samtykke, inden hun tog dokumenterne med hjem, hvis hun skulle nå at få alle dokumenterne og dermed selve systematikken i ulovlig forvaltning dokumenteret. Og så blev hun fyret.

LÆS OGSÅ: Forfatter: Kommune har kun politianmeldt whistleblower, fordi hun er kritisk

Derfor valgte hun til sidst at gå til Information med sin kritik og med beviserne for systematisk ulovlig sagsbehandling.

EFTER DET ANDET RETSMØDE i sagen afgav Byretten på Frederiksberg onsdag 5. februar sin dom i sagen. Den kendte Bitten Vivi Jensen skyldig i brud på sin tavshedspligt i henhold til Straffelovens paragraf 152 og dømte hende til ti dagsbøder à 500 kroner plus sagens omkostninger. Til gengæld ville man ikke give hende fængselstraf, sådan som anklagemyndigheden havde ønsket.

Berlingskes journalist Mikkel Fyhn Christensen opsummerer rettens begrundelse for dommen med følgende ord:

"Retten mente ikke, at der var tale om skærpende omstændigheder, retten mente, at Bitten Vivi Jensen brød sin tavshedspligt for at skabe offentlig debat. Retten mente, at det lykkedes Bitten Vivi Jensen at skabe debat. Men retten mener ikke, at Bitten Vivi Jensen har bevist, at der foregik ulovlig sagsbehandling i Frederiksberg Kommune."

Informations journalist Ulrik Dahlin opsummerer begrundelsen således:

"Retten fandt, at Bitten Vivi Jensen havde videregivet fortrolige oplysninger til Information. At hun fortsat havde sagerne om knap 90 borgere, efter hun var afskediget af kommunen, var desuden misbrug af sin stilling. Retten mente, at det var lykkedes Bitten Vivi Jensen med interviewet i Information at skabe debat om et vigtigt samfundsemne, men det havde ikke været nødvendigt at kopiere og opbevare så mange sager. Men da retten også tillagde det betydning, at der var gået mere end to år fra politianmeldelsen til et anklageskrift, skulle straffen samlet være 10 dagbøder, i alt 5.000 kroner."

Selvom der under retssagen blandt andet blev fremlagt vidneudsagn fra to læger (Anders Beich og Mogens Undén) og fra flere af de berørte borgere, som bekræftede hendes alvorlige kritik; selvom hun efterfølgende som privat partsrepræsentant og bisidder for syge borgere har vundet alle de mindst 100 sager, hun har deltaget i, for dem, og hvor blandt andet Frederiksberg Kommune ellers havde behandlet sagerne forkert; og selvom det derfor nu må være hævet over enhver tvivl, at Frederiksberg Kommunes beskæftigelsesforvaltning har optrådt med ulovlig og dybt kritisabel forvaltning igennem en årrække - så kunne dommer Tine Hammershøj Madsen og de to domsmænd altså komme frem til det modsatte.

Det fremstår meget mærkeligt, at dommeren og domsmændene mener, at forsvareren ikke har båret bevis nok for, at der er foregået systematisk, ulovlig sagsbehandling.

Det, der er kommet frem i retten og i medierne forud for dommen, er jo helt groteske eksempler på urimelig, uværdig, nedbrydende og meningsløs behandling af borgere og af deres sager. Som Ulrik Dahlin refererede hende for at sige, så er der i nogle tilfælde tale om regulær tortur.

HELE RETSSAGEN OG DENS SETUP er udtryk for idel magtdemonstration.

Forsvarsadvokat Mads Krøger Pramming er kendt for sit speciale i socialret, herunder i den lovgivning om for eksempel førtidspension, som gennem de senere år er blevet lagt ind under beskæftigelsespolitikken.

Anklagemyndigheden havde fundet de tungeste drenge fra SØIK frem. Der er tale om strafferetsadvokater fra den anklagemyndighed, som for eksempel tager sig af hvidvasksager.

Selve kollissionen mellem socialret og strafferet er også et vidnesbyrd om, hvor forskellige fokus anklagemyndigheden og forsvaret havde.

LÆS OGSÅ: Whistleblower eller kriminel: Bitten møder i retten under kolossalt pres

Men derudover er det som at skyde gråspurve med kanoner, når anklagemyndigheden havde hentet sine anklagere fra SØIK, og det fremstår som helt ude af proportioner i forhold til sagens substans.

I øvrigt har vi igennem de seneste år set utallige tilfælde af myndighedsbrud på tavshedspligten, uden at det har fået nogen som helst retlige efterspil for de pågældende myndigheder. Lækkede cpr.-numre eller personfølsomme dokumenter fra Statens Seruminstitut, Middelfart Sygehus, Gladsaxe Kommune - utallige er de sager, hvor tusindvis, hundredvis eller ligefrem flere millioner borgeres personfølsomme data er blevet lemfældigt registreret, opbevaret eller sendt på en måde, så de havnede i uvedkommendes hænder.

Tilsvarende har megen ny lovgivning om sundhedsdata siden daværende sundhedsminister Astrid Krags (S, dengang SF) sundhedsdatastrategier i 2013 som redskaber til økonomisk vækst i bruttonationalproduktet, DAMD-skandalen i 2015 under SR-regeringen og daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørbys (V) ændring af sundhedsloven i 2018 med organiseringen af Nationalt Genom Center - blandt mange andre - ikke ligefrem skabt øget respekt om tavshedspligten som et bærende princip i sundhedsdatalovgivning. Ligeledes har respekten for at fortroligholde borgeres personfølsomme oplysninger på social- og beskæftigelsesområdet tabt politisk terræn med for eksempel Gladsaxemodellen og nye profileringsværktøjer i en ændring af Lov om aktiv beskæftigelse og Lov om organisering af beskæftigelsesindsatsen sidste år med spin-navnet "forenkling af beskæftigelsesindsatsen".

Det krænker altså min retsfølelse!

SELVE DOMMEN ER OGSÅ en demonstration af et magtfuldkomment retssystem, som holder hånden over kommunemyndigheden og lukker sig om sig selv.

Ingen skal nu være i tvivl om, at man aldrig kan få ret over en myndighed, selvom man har ret, og at magthavere fra for eksempel en kommune bare kan alliere sig med den mest hårdtslående anklagemyndighed og vinde en sag. Sagens groteske dom er formuleret med ironisk bid af Berlingskes journalist:

"Den tidligere sagsbehandler i Frederiksberg Kommune, Bitten Vivi Jensen, er kriminel. Hun vil bevise ulovlig sagsbehandling af syge arbejdsløse borgere i Frederiksberg Kommune, men forsøget var i sig selv ulovligt."

For mig at se er det ret åbenlyst, at dommeren og domsmændene ikke har turdet lægge sig ud med Frederiksberg Kommunes Beskæftigelses- eller Arbejdsmarkedsforvaltning, og at den ene myndighed ikke vil dømme den anden. Det ligger i tydelig forlængelse af den grundliggende retstradition siden enevældens tid, at Retten ikke har villet blande sig i og drage tvivl om forvaltningens skøn i konkrete sager.

DE HAR DOG DØMT med den mildest mulige straf, som signalerer, at de ikke giver hende ret. Det fremstår som en indirekte indrømmelse af, hvor ubetydelig en overtrædelse af tavshedspligten, hendes videregivelse til Information er i den store sammenhæng, og at det ville være absurd at idømme hende fængselsstraf, når hun har ageret som "den gode samaritaner".

Omvendt er det stadig en dom og dermed en kriminalisering af hendes whistleblowing. Og retten legaliserer dermed den ulovlige sagsbehandling, som Frederiksberg Kommune har udført, og søger ligesom kommunens egen forvaltning at lukke munden på hende for den kritik, som var hele baggrunden for, at hun overhovedet valgte at vise Informations journalist en række sagsakter.

Hun ønsker naturligvis at anke til Landsretten. Det er dog endnu ikke sikkert, at hun overhovedet kan få lov til det, fordi en regel i Retsplejeloven siger, at tiltalte kun kan anke, når han eller hun er blevet idømt en bøde på over 6.000 kr.

Hvis sagen har principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det, siger Retsplejeloven dog også, at Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der ikke kan ankes efter den førstnævnte paragraf. I givet fald skal man ansøge om tilladelse til anke hos Procesbevillingsnævnet. Det skal forsvarsadvokat Mads Krøger Pramming gøre nu, og jeg håber, Procesbevillingsnævnet vil se, at sagen er åbenlyst principiel og lade hende anke sin sag.

SELV HAR BITTEN VIVI JENSEN blandt andet kommenteret dommen med følgende ord i et Facebookopslag på sin egen væg 6. februar:

"Retssagen blev som forventet en skueproces. Den skærpede ytringspligt blev nedtonet. Det blev erkendt, at sagen er af samfundsmæssig interesse - men ikke mere end at jeg forsøges forhindret i at anke til Landsretten pga. den lave bøde. Havde den været 1000 kr. højere, kunne jeg gå videre med sagen.

At der er sket umenneskelig, lovstridig sagsbehandling, ser systemet stort på og mener ikke, dette kan bevises.

Det er skammeligt, at dommen implicit tillader fortsat sagsmishandling og dokumenterer, at offentligt ansattes ytringsfrihed og pligt kan ligge på et meget lille sted."

SAGEN HAR SÅLEDES IKKE ALENE stor principiel betydning for syge, uarbejdsdygtige borgeres retssikkerhed i den kommunale forvaltning. Den handler også om offentligt ansattes ytringsfrihed eller mangel på samme.

Det gjorde forsvarer Mads Krøger Pramming opmærksom på under sin procedure, hvor han sagde, at hvis Bitten Vivi Jensen blev dømt, så ville det kunne afskrække andre offentligt ansatte fra at fortælle om problemer på deres arbejdsplads.

At ytringsfriheden er under stærkt pres for offentligt ansatte, er også en konklusion, han har fremført over for P1 Orientering onsdag og i Arbejderen torsdag.

Til Arbejderen forklarede han, hvordan hensynet til tavshedspligten skal vejes op imod hensynet til offentligt ansattes ytringspligt om ulovligheder eller andre særligt graverende forhold på arbejdspladsen. Det er meget svær jura, og det er den offentligt ansattes helt eget ansvar at vurdere, hvornår der er tale om så alvorlige og kritisable forhold, at han eller hun har ret til at overtræde sin tavshedspligt og efterleve sin ytrings- og meddelepligt inden for strafferettens lovformelige rammer.

LÆS OGSÅ: Bitten hjælper folk, der er fanget i systemet: Nu slæber kommunen hende i retten

"Vi har ikke eksempler på retssager, hvor den vurdering er faldet ud til den offentligt ansattes fordel, selvom man ifølge både straffeloven og menneskerettighedskonventionen har ret til at stå frem, når man oplever noget, der er helt galt. Det er ret problematisk", udtalte han til Arbejderen.

Og i P1 Orientering fortalte han om en undersøgelse (jeg husker desværre ikke navnet på den), hvoraf det fremgik, at en meget stor procentdel af de adspurgte offentligt ansatte har afholdt sig fra at ytre sig om problematiske forhold på deres offentlige arbejdsplads, alene fordi de frygter negative konsekvenser for deres egen ansættelse.

Derfor er det alvorligt, at der reelt ikke er nogen beskyttelse af ytringsfriheden for whistleblowere, der kan advare offentligheden om alvorlige misforhold og ulovligheder på offentlige arbejdspladser. Hvem skal så tale de mest udsatte, syge eller svagestes sag, når de bliver behandlet uretfærdigt og systemet i nogle tilfælde begår egentlige overgreb på borgerne? Eller hvem skal kritisere uværdige arbejdsforhold?

SOM JEG SKREV i mit indledende indlæg om retssagen i A4 Nu 27. januar, så var den eneste grund til, at beskæftigelsesforvaltningen i Frederiksberg Kommune overhovedet politianmeldte Bitten Vivi Jensen, at hun ville bruge dokumenterne til at kritisere forvaltningen. Det var ikke et særligt hensyn til de berørte borgeres ve og vel.

Det fremgår af den trussel, man i forvaltningen kom med over for Information, før avisen bragte den afgørende artikel fra april 2017. Truslen lød: "Hvis I trykker den artikel, så anmelder vi Bitten;" underforstået: "Hvis I ikke trykker den, så anmelder vi hende ikke".

De ønskede altså at bremse hendes kritik, og det lykkedes de ikke med, for så vidt at nogle af de mest kritiske journalister og medier nu har valgt at kaste lys over hendes kritik.

Men formelt har retssystemet nu markeret, at man juridisk understøtter ulovlig sagsbehandling i kommunen, og at offentlige whistleblowere ikke skal sikres nogen rettigheder på trods af, hvad der står i både Straffeloven og i Menneskerettighedskonventionen.

Forfatter: Førtidspensionsreformen er en retsskandale på niveau med Tamilsagen

Mørkelygten har således fortsat kronede dage.

Det er i sandhed en sørgelig melding om retstilstanden i vort land. Og således understreger og spejler den manglende retssikkerhed for whistlebloweren den manglende retssikkerhed, som syge medborgere mange steder i landet lever under i deres møder med det kommunale social- og beskæftigelsessystem.

ALLIGEVEL ER RETSSAGEN og dommen ikke helt uden håb. Som Berlingske skrev 4. februar, så var Mads Krøger Prammings forsvar af Bitten Vivi Jensen blandt andet et angreb på hele den kommunale forvaltning af Mette Frederiksens (S) reform af førtidspension og fleksjob fra 2013.

Han argumenterede for, at kommuner over en bred kam har administreret loven imod dens hensigt, og det kunne han fastslå ved at henvise til et dokument fra Beskæftigelsesministeriet fra 14. marts 2017 om ressourceforløb - et dokument, som førte frem til daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens (V) minimale lovændring af reformen af førtidspension i 2018 om, at ressourceforløb nu skulle være "realistiske".

Den kritik koblede han ifølge Berlingskes gengivelse sammen med en belysning af den første sag, som Bitten Vivi Jensen medvirkede til at træffe afgørelse om i rehabiliteringsteamet. Det var en sag, hvor borgeren, som blot var 11 måneder fra folkepensionsalderen, mod Bitten Vivi Jensens vilje blev visiteret til to års ressourceforløb.

DERFOR HAR DENNE SAG OGSÅ LANDSPOLITISK betydning og bør få langt flere mediers og politikeres opmærksomhed.

Eller rettere: Den implicitte kritik af de store gennemgribende forringelser af lovgivningen om førtidspension, fleksjob, kontanthjælp, sygedagpenge, klagesystemet og refusionssystemet og af den oplyste ulovlige, ydmygende og nedbrydende sagsbehandling og råddenskab i forvaltningen i blandt andet Frederiksberg bør få landspolitisk bevågenhed.

Jeg håber og tror, at Bitten Vivi Jensen - med sit enestående mod til at sætte samvittighedens stemme om at stå op for sine nødstedte medmennesker højere end hensynet til sig selv og sin egen fremtid - bliver katalysator for, at både landspolitikken og den kommunale forvaltning snart ændrer retning. Ansvaret for behandlingen af de syge er dels beskæftigelsespolitisk (regering, forligspartier og Folketing), dels forvaltningens (de enkelte kommuner).

Men det er ikke nok og ikke hovedsagen, at der måske nu er kommet mere debat om reformpolitikken og kommuners altoverskyggende prioritering af kommunens budgetter over borgernes behov for hjælp. Nu skal medierne og politikerne altså forstå, at kritikken fra Bitten Vivi Jensen og fra mange af os andre ikke handler om enkelttilfælde, men om en systematiseret forråelse af beskæftigelsespolitikken med lovgivning om og forvaltning af førtidspension og ressourceforløb mv.

Nu skal der politisk handling til, så syge mennesker også her til lands igen kan få håb om retssikkerhed, værdig behandling og korrekt afgørelse til rette tid, hvis de bliver uarbejdsdygtige. Uden dét er der ingen fremtid for dem.