Forsker: Beskæftigelsessystemets jagt på udsatte er gået for langt

Når kontanthjælpsmodtagere møder op på på landets jobcentre, har de en god chance for at blive mødt af en sagsbehandler, der ser positivt på deres chancer for at få et job.

Til gengæld er kontanthjælpsmodtagernes chancer historisk ringe, hvis de skal overbevise personen på den anden side af skranken om, at de har problemer i deres liv såsom sygdom eller misbrug, der afholder dem fra at blive en del af arbejdsmarkedet igen. 

Sådan lyder budskabet fra Mathias Herup, velfærdsforsker ved Aalborg Universitet, der er aktuel med bogen 'Optimismens politik - skabelsen af uværdigt trængende borgere', der omhandler den udvikling, som han har døbt 'Optimismens politik'. 

Det er en politik, der i højere grad end tidligere handler om at se på kontanthjælpsmodtagere som nogen, der godt kan, og ikke som borgere med problemer, der har brug for samfundets støtte. 

LÆS OGSÅ: Svage kontanthjælpsmodtagere har fem gange så stor dødelighed

Og en politik, der ifølge ham er skyld i, at borgere, der modsætter sig systemets optimisme på deres vegne, bliver set som nogen, der kan godt kan, men ikke vil.  

- Vi har skabt et beskæftigelsessystem, der er ekstremt dygtigt til at se muligheder og potentiale i hver enkelt borger, og som vil gå langt for at grave enhver tænkelig rest af arbejdsevne frem, siger Mathias Herup. 

- Til gengæld er det også et system, der har meget svært ved at anerkende, at der er ting, som borgerne ikke kan. Og som har meget svært ved at acceptere, når borgerne siger stop og beder om fred i stedet for hjælp, uddyber han. 

Kan du, så skal du

I Mathias Herups øjne har 'Optimismens politik' ikke en moder eller fader. Det er en strømning, der særligt siden årtusindskiftet er gået igennem røde såvel som blå regeringer.

- Det er hverken Claus Hjort Frederiksen, Anders Fogh Rasmussen eller Mette Frederiksen, der har opfundet det her. 'Optimismens politik' står på skuldrene af og får medvind af forskellige megatrends - altså nogle overordnede ideer, der vinder frem, siger han. 

- For eksempel har vi set opblomstringen af en samfundsøkonomisk sandhed, hvor man har set det som det vigtigste i verden at øge arbejdsudbuddet. Det har jo været det helt store økonomiske mantra, og det er jo med til at legitimere det her med at se positivt på menneskers arbejdsevne, forklarer Mathias Herup.

Han peger på, at en af grundstenene i 'Optimismens politik' er mantraet om, at hvis man kan arbejde, så skal man arbejde.

Det kalder han for den 'moralske motor', der får en disciplinerende social- og beskæftigelsespolitik til at tage sig human og retfærdig ud, og som sikrer den stor opbakning i befolkningen.

- Vi har fået et system, der med Bertel Haarders ord stiller 'kærlige krav' til dem kan, siger Mathias Herup med henvisning til den tidligere integrationsminister for Venstres budskab om at stille kærlige krav til flygtninge, der kom til Danmark.

- Argumentet om, at vi skal stille krav til dem, der godt kan, virker intuitivt rigtigt, og de fleste er enige. Samtidig har man så gennem en lang række politiske reformer presset på for at flytte flere og flere fra gruppen, der ikke kan, ind i en gruppe, hvor de bliver set som nogen, der godt kan, fortsætter Mathias Herup.

HØR PODCAST-INTERVIEWET MED MATHIAS HERUP HER:

Uværdigt trængende

Selvom 'Optimismens politik' ikke er skabt af en enkel politiker eller regering, peger Mathias Herup alligevel på fire årstal - 2000, 2004, 2010 og 2013 - der siden årtusindsskiftet har været afgørende for udviklingen. 

Fælles for de fire år er ifølge Mathias Herup, at der i dem alle blev vedtaget politiske ændringer eller reformer, der radikalt ændrede den måde, som beskæftigelsessystemet taler om og, som direkte konsekvens heraf, behandler kontanthjælpsmodtagere på.

- Det, jeg sporer med 'Optimismens politik', er en sproglig og administrativ bearbejdning af gruppen af kontanthjælpsmodtagere for i højere og højere grad at fremstille dem som mennesker, der er i kontrol over deres egen situation, forklarer Mathias Herup. 

- Dermed fremstiller man dem også som mennesker, der er uværdige til at modtage hjælp, og som derfor bliver det, jeg kalder for 'uværdigt trængende', uddyber han. 

Mathias Herup peger på, at hvis en kontanthjælpsmodtager med store sociale, misbrugs- eller helbredsproblemer i år 2000 gik til kommunen for at bede om hjælp, ville vedkommende blive betegnet som 'social belastet' eller 'helbredsmæssigt belastet'.

LÆS OGSÅ: Kontanthjælpsmodtagere hænger fast i systemet 

FIre år senere, i år 2004, ville vedkommende højst sandsynligt blive vurderet til at have 'lav grad' eller 'ingen grad' af match med arbejdsmarkedet, som det dengang hed på system-dansk. 

I dag ville vedkommende blive puttet i en kasse med betegelsen 'aktivitetsparat'.

Eneste alternativ til det er betegnelsen 'jobparat'.

Denne gradvise opblomstring af radikal, sproglig optimisme løber ifølge Mathias Herup Nielsen som en rød tråd i udviklingen af 'Optimismens politik'.

Den udvikling kan ifølge forfatteren også aflæses statistisk: Andelen af dem, der vurderes at være jobklare, når de påbegynder et forløb med en kontanthjælpsydelse, er steget markant over de seneste 15 år.

- Man har fra politisk hold søgt at omskabe en gruppe af kontanthjælpsmodtagere fra at være værdigt trængende mennesker med alvorlige problemer, til i stedet at blive set som uværdigt trængende, som skal mødes med krav, disciplin og sanktioner, siger Mathias Herup Nielsen.

Strammer nåleøjet 

Udover de sproglige og administrative skift i synet på kontanthjælpsmodtagere peger Mathias Herup Nielsen også på, at ændringerne i førtidspensionssystemet har været med til at gøre livet sværere for de allermest udsatte kontanthjælpsmodtagere. 

Senest med reformen fra 2012, hvor man ændrede reglerne, så færre fik tilkendt førtidspension. 

- Ideen var også her, at man skulle se optimistisk på menneskers potentiale, men en af konsekvenserne har været, at en gruppe af kontanthjælpsmodtagere blev ved med at cykle rundt i beskæftigelsessystemet, selvom de under de gamle regler med al sandsynlighed var blevet tilkendt en førtidspension, tilføjer han.

Han pointerer, at antallet af tilkendte førtidspensioner også indenfor det seneste år har været stigende. 

A4 Nu har tidligere skrevet om den nu afdøde portør Bjarne Pedersen, der på trods af et årelangt alkoholmisbrug og alvorlige helbredsproblemer blev nægtet førtidspension af Københavns Kommune. 

I stedet blev han helt frem til februar 2019 tilmeldt jobsøgningskurser og andre aktiviter for ledige i kommunen. 

LÆS OGSÅ: Bjarne fik førtidspension efter årelang kamp: Døde dagen efter

Det skete på trods af, at hans egen læge allerede flere år tidligere havde beskrevet Bjarne Pedersen som en person, der ikke 'skønnes at have nogen form for erhvervsevne eller uddannelsespotentiale'.

Bjarne Pedersen blev med hjælp fra den frivillige bisidder og partsrepræsentant Bitten Vivi Jensen tilkendt førtidspension fra 1. juni 2019.

Han afgik dog ved døden 2. juni, dagen efter at hans førtidspension blev udbetalt første gang. 

Mathias Herup kalder Bjarne Pedersens sag for et ekstremt eksempel på de negative konsekvenser af 'Optimismens politik'. 

- Sagen viser, hvor langt optimismen på borgernes vegne af og til kan strækkes. Og at optimistisk tiltro til borgerens arbejdsevne langt fra altid munder ud i noget positivt, siger Mathias Herup.

Krigen på jobcentrene 

En anden konsekvens af 'Optimismens politik' er, at der er blevet skabt en dyb konflikt mellem nogle grupper af borgere på den ene side og landets jobcentre og sagsbehandlere på den anden. 

Det er en konflikt, der de seneste år er eksaleret til krigslignende tilstande, hvor jobcenterchefer skruer op for sikkerheden og fjerner potentielle våben som skoldhed kaffe og installerer overfaldsalarmer på medarbejdernes kontorer, som det er beskrevet i en Zetland-artikel fra tidligere i år. 

Sidste år viste en undersøgelse fra Ugebrevet A4, at 36 ud af 40 jobcenterchefer svarede ja til, at de havde højnet sikkerheden på deres jobcenter.  

Samtidig mobiliserer tusindvis af borgere sig i Facebook-grupper som Jobcentrets Ofre og Behandl Mig Ordentligt, hvor de deler historier, frustrationer og opråb fra deres møder med sagsbehandlere og andet personale på landet jobcentre. 

Selvom Facebook-grupperne er hjemsted for mange forskellige typer borgere og ledige, ser Mathias Herup en fællesnævner i de mange frustrerede beretninger.

- De her borgere føler sig ikke trådt på, fordi systemet ikke tror på, at de kan noget. Nej, de er godt og grundigt gale i skralden over, at systemet ikke lytter til dem, når de siger, at der er ting, som de ikke kan, forklarer han. 

- Borgerne står med lægeerklæringer, diagnoser og beskrivelser af sygdomsforløb og beder systemet om at lytte, men føler ikke, at det hjælper. De står over for et system, som de oplever ikke er gearet til at se svaghed, siger Mathias Herup.

Mathias Herup ser den verserende 'krig' på landets jobcentre som den yderste konsekvens af 'Optismismens politik'. 

- Samtidig må vi jo også anerkende, at der nu er politiske magthavere, der seriøst overvejer, om den politik er ført for langt, siger Mathias Herup.

-  Og politikere, som spørger sig selv, hvordan vi som samfund er nået til et punkt, hvor en stor gruppe af landets borgere føler, at de nærmest er i krig med det system, som først og fremmest er sat i verden for at hjælpe dem.

Luk jobcentrene

Kritikken af beskæftigelsessystemet og særligt landets jobcentre foregår ikke kun blandt frustrerede borgere i stadigt voksende Facebook-grupper. 

Senest under valgkampen i juni foreslog flere politiske partier, herunder Liberal Alliance og Alternativet, at lukke jobcentrene eller radikalt ændre den måde, som de arbejder på i dag. 

Mathias Herup Nielsen forstår godt kritikken fra både borgere og politikere. Han understreger dog, at han på ingen måde ser en lukning af jobcentrene som en løsning på de problemer, som 'Optimismens politik' har skabt. 

- I dag løser jobcentrene en kæmpestor opgave med at tage sig af borgere på kanten af samfundet, men i den offentlige debat bliver de alligevel tit udelukkende målt på, hvor mange ledige de får i job. Og ja, så kommer det til at virke dyrt og dårligt, siger Mathias Herup. 

Han forstår til fulde frustrationen fra kontanthjælpsmodtagerne, og at de ser nogle af de krav, de bliver mødt med, som ondartede.

- Men jeg tror virkelig, at sigtekornet skal indstilles og rettes det rigtige sted hen, nemlig imod den politik, som er blevet ført over de seneste årtier, og som har ført os hen, hvor vi står i dag, uddyber han. 

Mathias Herup advarer imod, som det for nyligt er blevet foreslået, at flytte dele af opgaven med at få ledige i arbejde fra velfærdsstaten til civilsamfundet.

Han henviser til, at man i Storbritannien i 1990'erne vedtog politikker, der brugte de samme argumenter til at rulle velfærdsstaten tilbage:

- Det har i England været med til at sætte gang i en voldsom tilbagerulning af velfærdsstatens ydelser, som igen har været medvirkende til en grim stigmatisering og ubarmhjertig behandling af udsatte mennesker, som vi skal være rigtig varsomme med at ønske kommer til Danmark, siger Mathias Herup. 

'Yes we can'

I sin bog forholder Mathias Herup sig grundlæggende kritisk til de konsekvenser, som en ifølge ham over-optimistisk tilgang til kontanthjælpsmodtagere har medført. 

Samtidig har han dog flere gange måtte spørge sig selv, hvordan man egentlig kan være kritisk over for et system, hvis udgangspunkt er at se muligheder, frem for begrænsninger, i de mennesker, det møder. 

Et system, der har blikket stålsat rettet på det potentiale, mennesker rummer, som kan gro og udvikles og blive til noget bedre. 

- Det er jo paradoksalt, for i sin grundtanke lyder 'Optimismens politik' som noget helt vildt godt. Der er nærmest noget Obama-agtigt 'Yes We Can'-schwung over det, siger Mathias Herup.

Men i vores iver efter at se det positive i kontanthjælpsmodtagere har vi fået skabt et system, der har svært ved at se andet end mennesker, der godt kan, men alligevel ikke gør.

Det har også banet vejen for den udbredte økonomiske tankegang om, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’, som vi siger.

- Dét argument forudsætter jo, at den arbejdsløse godt kan, men alligevel ikke gider, altså at den primære årsag til, at folk ikke arbejder, er, at de ikke får nok ud af det økonomisk, siger han.

- Det er en politisk filosofi der har sine ret klare begrænsninger. Det giver jo ingen mening at give en mand økonomiske incitamenter til at tage et job som stilladsarbejder, hvis hans primære problem er, at han mangler begge ben. 

'Optimismens politik - skabelsen af uværdigt trængende borgere', august 2019

Af Mathias Herup Nielsen, 160 sider, Frydenlund Academic