Forfatter: Dom over whistleblower fordrejer tavshedspligtens betydning

SOM JEG HAR BESKREVET i A4 Nu fredag, afgav Byretten på Frederiksberg onsdag 5. februar sin dom i strafferetssagen mod whistlebloweren og tidligere kommunal medarbejder Bitten Vivi Jensen. Den kendte hende skyldig i brud på sin tavshedspligt i henhold til Straffelovens paragraf 152 og idømte hende ti dagsbøder à 500 kroner plus sagens omkostninger.

LÆS OGSÅ: Forfatter: Dom knægter syges retssikkerhed og offentligt ansattes ytringsfrihed

Sagen handler om, at hun i 2016-2017 havde erfaret et mønster af ulovlig og umenneskelig sagsbehandling i rehabiliteringsteamet i Frederiksberg Kommunes beskæftigelsesforvaltning, hvor hun deltog som ergoterapeut. Meget syge mennesker blev i årevis forholdt den førtidspension, de for længst burde have haft, og sendt ud i meningsløse ressourceforløb, som gjorde dem mere syge. Det kunne hun ikke bare se bort fra.

Efter forgæves forsøg på at tale sin leder til rette, endte hun med i 2017, i et sidste desperat forsøg på at skaffe retfærdighed til de berørte borgere, at videregive 89 sagsakter til Dagbladet Informations journalist Ulrik Dahlin. Hun ville dokumentere systematikken i den ulovlige og meningsløse sagsbehandling, som hun havde erfaret, og det var ikke under disse omstændigheder muligt at indhente samtykke fra de pågældende borgere.

DOMMEN ER PÅ MANGE MÅDER uretfærdig. Men ud over den kritik, jeg allerede har leveret, træder et andet bemærkelsesværdigt forhold i øjnene: Der har ikke været tale om egentlig krænkelse af personer. Kun kommunen er blevet krænket.

Det påpeger Mikael Hertig, partsrepræsentant og bisidder for forskellige syge mennesker i det sociale system, i en højst relevant betragtning om dommen. 

"Hver gang tavshedspligt overtrædes, bliver nogen krænket. Derfor hører det den normale tavshedspligtssag til, at de krænkede får udbetalt erstatning. Den krænkede er den person, om hvem der er videregivet oplysninger til uvedkommende. Vi undrer os over, at Bitten kunne blive dømt, når der ikke var en eneste, der trådte frem som krænket."

Dén pointe understøttes af to af de borgere, hvis sager var videregivet til Information, og som forsvarer Mads Krøger Pramming førte som vidner i sagen. ”Begge erklærede, at de ikke var utilfredse med, at Bitten Vivi Jensen havde videregivet deres sager til pressen,” skriver Ulrik Dahlin i Information.

SOM JEG POINTEREDE i mit indlæg i A4 Nu 27. januar, så var den eneste grund til beskæftigelsesforvaltningens politianmeldelse af Bitten Vivi Jensen, at hun ville bruge dokumenterne til at kritisere den.

Det var ikke et særligt hensyn til de berørte borgeres ve og vel og til tavshedspligten forstået som en pligt til ikke at krænke borgere, selvom det på overfladen kan se sådan ud.

Formelt har Retten altså nu markeret, at den vægter hensynet til (en fordrejet forståelse af) tavshedspligt over hensynet til offentligt ansattes ytrings- og meddelepligt. Den vil ikke sikre whistleblowere nogen rettigheder, selvom både Straffeloven og Menneskerettighedskonventionen giver ret til at stå frem, når man oplever noget, der er helt galt. Og således foreligger der fortsat ingen eksempler på retssager, hvor afvejningen mellem tavshedspligt og ytringspligt er faldet ud til den offentligt ansattes fordel.

DENNE SAG UDSTILLER EN PROBLEMATISK mangel på retssikkerhed for offentligt ansatte medarbejdere eller tidligere medarbejdere, som står vagt om medborgeres retssikkerhed, kollegers arbejdsmæssige ve og vel eller andre forhold af almen interesse.

Det gør det meget omkostningsfuldt for den enkelte medarbejder at fremføre systemkritik, når selve den systemkritiske handling kriminaliseres, og når tavshedspligten bruges som en mørkelygte for forvaltningen og til at lukke munden på kritikere.

Bitten Vivi Jensen har ikke krænket nogen af de berørte borgere, men tværtimod medvirket til at gøre opmærksom på, hvordan de blev krænket af Frederiksberg Kommunes beskæftigelsesforvaltning, mens de var meget syge.

Det burde hun ikke blive straffet, men hædret for.