Forening holder kurser i prostitution

6. mar 2014, 10:30
En forening af prostituerede tilbyder introkurser til nybegyndere i branchen.

En gruppe prostituerede har taget alternative midler i brug for at hjælpe deres medsøstre ud af den økonomiske krise.

For bare 45 euro - eller omkring 330 kroner - kunne spanske kvinder sidste måned melde sig til et fire timer langt introkursus for prostituerede. Det skriver det engelske medie The Guardian.

Seancen blev afholdt af Asociación de Profesionales del Sexo - en sammenslutning bestående af otte sexarbejdere, som kæmper for bedre vilkår i branchen.

I alt deltog 15 kvinder mellem 22 og 50 år, fortæller Conxa Borrell, der arrangerede kurset.

Efter syv år som sexarbejder er Borrell overbevist om, at introkurser er helt nødvendige for at få professionaliseret branchen.

"Det her er ikke et nemt hverv. Der findes intet andet job, hvor man er så intime med andre," siger hun til The Guardian.

Hun fortæller, at kurset er ment som en hjælp til de mange kvinder, der som følge af den økonomiske krise i Spanien bliver presset ud i prostitution.