Forenet Kredit opfordrer alle medlemmer til at søge indflydelse

Nina_Smith_tv_og_Louise_Mogensen_formand_og_direkt__r_Forenet_Kredit
Nina Smith (TV) og Louise Mogensen, hhv. formand og direktør, Forenet Kredit
13. aug. 2020 18.10

FLERE MEDLEMMER SKAL bruge deres stemmeret, lyder det fra Forenet Kredit, der erkender, at der ligger en stor opgave forude. Foreningen, der er hovedaktionær i Totalkredit og Nykredit, understreger, at der bliver lyttet til de kritiske røster fra baglandet.

LÆS OGSÅ: Ledelsen i kreditforeninger skal have modspil og respekt for medlemsdemokrati

I mere end 200 år har det danske realkreditsystem sikret, at danske boligejere på solidarisk vis gennem realkreditforeninger kan få nogle af verdens billigste lån.

Det er et unikt system, som vi skal værne om.

I disse tider er finanssektoren udfordret. Af en verdensomspændende pandemi, en muligt forestående økonomisk tilbagegang og af en dalende tillid til branchen.

Vi bliver til tider kritiseret for, at vi ikke lytter til medlemmerne. Det er ikke korrekt. Vi lytter skam til de kritiske røster
Nina Smith og Louise Mogensen, hhv. formand og direktør, Forenet Kredi

Det er nemt og helt fair at kritisere den finansielle branche for de dårlige beslutninger, der til tider bliver truffet. Men det ændrer ikke på, at samfundet har behov for finansielle institutioner, der tager samfundsansvar, understøtter økonomien og forsøger at skubbe samfundet i en mere bæredygtig retning.

Det gør vi i Forenet Kredit.

Vi mener, at det er en vigtig samfundsopgave at låne ud i hele landet på en både økonomisk og social bæredygtig måde. Og vi mener, finansbranchen bør gå forrest i klimakampen. Det er ikke nok, at finansbranchen bare slukker lyset, når man forlader kontoret. Vi skubber i foreningen til en bæredygtig udvikling, så danskerne kan optage lån til at investere i energirigtige løsninger i deres bolig, og vi understøtter og stimulerer dansk økonomi, når vi udbetaler kundekroner, og når vi sikrer billige lån til hele Danmark.

LÆS OGSÅ: Ny rapport: Her er det sjovest - og værst - at arbejde

Vi gør det ikke kun, fordi vi selv mener, det er det rigtige. Vi gør det også, fordi vores medlemmer ønsker det. Og i Forenet Kredit har alle medlemmer mulighed for at påvirke beslutningerne som i ethvert andet demokrati.

Alle medlemmer, der ønsker at øve indflydelse, er velkomne til valgmøderne, hvor man afgiver sin stemme til den, man ønsker skal sidde for bordenden.

Bedste styreform

Demokrati er den mindst ringe styreform, sagde Winston Churchill for efterhånden mange år siden.

I Forenet Kredit går vi lidt længere. For vi mener nemlig, at medlemsdemokratiet er en god styreform, der netop betyder, at Nykredit og Totalkredit arbejder for medlemmernes interesser.

Vi bliver til tider kritiseret for, at vi ikke lytter til medlemmerne. Det er ikke korrekt. Vi lytter skam til de kritiske røster, der bringer vigtige pointer til bordet, og som konstant tvinger os til at kvalificere vores beslutninger. Det er en central grundsten i Forenet Kredit.

LÆS OGSÅ: Kreditforenings-aktivisterne står ved en korsvej

Men vi skal selvsagt blive bedre til at få medlemmerne til at deltage i demokratiet. For kun få procent af vores medlemmer bruger deres stemmeret. Vi forstår, at man i en travl hverdag kan have svært ved at finde tid til at prioritere et aktivt medlemskab i realkreditforeningen, men alle skal opleve det som nemt og fair, hvis de engagerer sig. Det er fortsat i de kommende år en stor og vigtig opgave for os.

Hvordan gør vi så det? Her håber vi, at du, kære læser, kan hjælpe. Vi vil gerne have dit indspark til, hvordan vi kan forbedre os. Hvad skal der til for, at du vil engagere dig i foreningens demokrati? Hvis du sidder med en god idé, så hører vi meget gerne fra dig.