20210314151719463_1000
Jes Dorph-Petersen kommer ikke til at holde foredrag via firmaet Athenas alligevel. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Foredragsfirma trækker stikket på Jes Dorph

14. mar 2021, 15:38
Athenas vil alligevel ikke formidle foredrag med Jes Dorph om hans syn på sexismesager, skriver Ekstra Bladet.

Den tidligere tv-vært Jes Dorph, der blev fravalgt af TV2, efter at anklager om overgreb kom frem i tv-kanalens interne undersøgelse af sexisme, kommer ikke til via selskabet Athenas at holde foredrag om sit syn på forløbet og sexismedebatten.

Det skriver Ekstra Bladet søndag.

- Vi valgte allerede i går at tage snakken med Jes om, at vi ikke kunne repræsentere det foredrag.

- Af den grund er Jes stoppet som samarbejdspartner, og både profil og foredrag er derfor allerede tidligere i dag blevet fjernet, skriver Athenas til Ekstra Bladet.

I sidste uge skrev Jes Dorph på Facebook, at han ville holde foredrag om forløbet via Athenas, der arrangerer og formidler foredrag.

Her beskrev Jes Dorph foredraget som, at han åbent ville fortælle om det, som han har beskrevet som en heksejagt og i stærke termer har udtrykt, at han ser som en stor uretfærdighed.

Han ville også fortælle om det "værdighedstab", han mener at have oplevet, efter at sagen kom frem.

Men nu er foredraget altså trukket og Jes Dorphs eget opslag også fjernet fra Facebook.

Jes Dorph, der har afvist anklagerne, skriver til Ekstra Bladet, at han mener, at Athenas udøver censur mod ham grundet kritikken.

- Athenas har efter min mening rettet ind efter et krav om censur og endda bøjet sig for nogle meninger, som virksomheden, hvis formål jo er folkeoplysning, ikke selv har.

- Det har man gjort af hensyn til eget image og indtjening, skriver han.

Han mener, at det er en "farlig tendens", og at Athenas beslutning er "til skade for demokratiet og retten til at ytre sig".

Ytringsfriheden er beskrevet i Grundlovens paragraf 77 og lyder: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker".

Paragraffen indeholder umiddelbart ikke en ret til at tale i specifikke fora eller medier.

/ritzau/