Forbundsformand: Kære arbejdsgivere, lad os stå sammen om en god genåbning

John_Nielsen_Serviceforbundet_1650px
28. apr. 2020 10.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Hvis vi skal sikre en god, tryg og forsvarlig genåbning, bliver vi nødt til at stå sammen på tværs af interesser, mener John Nielsen, forbundsformand i Serviceforbundet.

VI ER NU SEKS UGER inde i Coronakrisen, og selvom rigtig mange danskere stadig kæmper med at få deres nye hverdag til at hænge sammen, så er der nu endelig lidt lys i mørket. Vi er i gang med en langsom genåbning af dele af landet. Det skal ske på en god, tryg og forsvarlig måde – både for dig, der er ansat, men også for det hårdt pressede erhvervsliv.

LÆS OGSÅ: Der skabes færre pladser til lærlinge: Det er meget bekymrende

Lad os samarbejde på tværs

Jeg oplever desværre, at nogle prøver at bruge denne krise til at kridte banen op til et opgør mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det synes jeg er ærgerligt, for i bund og grund har vi et fælles mål, som jeg tror, vi nemt kan blive enige om. At Danmark hurtigst muligt, og så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt, bliver i stand til at åbne op og sætte gang i økonomien igen. Arbejdsgiverne glæder sig til at få gang i væksten igen, mens lønmodtagerne håber på, at de har et job at kunne gå tilbage til, når vi kommer ud på den anden side. Men det skal være et sikkert job.

Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at der ikke er nogle unge mennesker, som går i stå i deres uddannelse og dermed i livet på grund af denne krise
John Nielsen, forbundsformand , Serviceforbundet

Derfor ærgrer det mig meget, når jeg ser nogle arbejdsgiverforeninger, der værgrer sig ved at inddrage fagforeninger i drøftelserne om genåbningen af branchen. Det burde altid være god skik at samarbejde og specielt nu, hvor situationen er så alvorlig. 

Det ser vi blandt andet i Serviceforbundet.

LÆS OGSÅ: Trafikselskaber giver utrygge buschauffører mundkurv på: ‘Der er jo ikke noget, der beskytter os’

Derfor kommer hermed en opfordring til alle arbejdsgiverorganisationer: lad os nu samarbejde! Lad os involvere hinanden i diskussionerne om, hvordan vi bedst får åbnet de forskellige erhverv op. Vi kommer helt sikkert ikke til at være enige om alt, men lad os da i det mindste lytte til hinandens argumenter og prøve at forstå. Måske vil vi finde ud af, at vi faktisk på en del punkter kan blive enige. Og erhvervet vil stå meget stærkere, hvis vi allerede tidligt i forløbet kan finde enighed om, hvilke vejledninger både arbejdsgiverne og vores medlemmer skal rette sig efter, når landet begynder at åbne op igen.

Brug AUB-milliarder på at sikre elever og lærlinge

En anden historie, der har fyldt de seneste uger, er det såkaldte AUB-bidrag. Det er et bidrag, som private og offentlige arbejdsgivere betaler for at finansiere skoleophold og andre udgifter for elever og lærlinge. Der er nu samlet set 4,6 mia. kr. i AUB-kassen samtidig med, at vi er langt fra målet om 8.000 – 10.000 flere praktikaftaler i 2025, som blev udstukket i trepartsaftalen om erhvervsuddannelser i august 2016. Det vil derfor være oplagt at give massiv støtte på at opdatere den aftale og sikre, at vi når i mål.

LÆS OGSÅ: Forbundsformand: Jeg tror, det er gået op for os alle sammen, hvad fagbevægelsen kan

Med Corona er situationen for lærlinge og elever ikke blevet bedre, tværtimod. Jeg mener, at vi skal bruge nogle af midlerne til at sikre de elever og lærlinge, som lige nu står i en meget usikker position. Vi har ikke råd til at tabe en årgang lærlinge og elever på gulvet.
Jeg håber derfor, at regeringen vil lytte til det flertal, der tegner sig i folketinget for at bruge AUB-milliarderne til at sikre akut støtte til praktikområdet.

Vi skal huske at få alle med, og de studerende, der ikke kan skaffe en praktikplads, bør få anden mulighed for hjælp
John Nielsen, forbundsformand, Serviceforbundet

Men det er ikke alle, der kan hjælpes af AUB-midlerne. Her tænker jeg blandt andet på de optometrist-studerende, som normalt får løn under de to praktikophold, som uddannelsen kræver, da de ikke kan få SU under praktikforløbet. Men som på grund af Coronakrisen, hvor mange mindre virksomheder bliver nødt til at sende medarbejdere hjem, eller risikerer at gå konkurs, får de studerende rigtig svært ved at skaffe en praktikplads i den kommende tid.

LÆS OGSÅ: Leder af daginstitution om regeringens krav til corona-genåbning: 'Vi har ikke plads nok'

Vi skal huske at få alle med, og de studerende, der ikke kan skaffe en praktikplads, bør få anden mulighed for hjælp. Kan det i stedet være en kombination af SU og praktiktilrettet undervisning fra uddannelsesinstitutionerne?

Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at der ikke er nogle unge mennesker, som går i stå i deres uddannelse og dermed i livet på grund af denne krise.

Der er altså nok at samarbejde om. Lad os komme i gang!

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].