Forbundsformand: Hvem vil bytte et job ud med en tilværelse på dagpenge?

John_Nielsen_forbundsformand_Serviceforbundet._1650_px
Foto: Serviceforbundet
9. mar. 2021 06.15
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

I DANMARK ER VI OFTE defineret af vores job og hvad vi laver. For mange arbejdsløse betyder deres situation desværre meget skam, så hvorfor skulle nogen undlade at tage et job, hvis dagpengeniveauet stiger med kr. 450,- Dét menneske har jeg endnu ikke mødt.

Jeg har gennem 20 års ansættelse som ejendomsfunktionær i en boligforening kommet op til rigtig mange beboere. Langt de fleste har været i arbejde, og nogle var studerende eller pensionister, men jeg har også mødt dem, som var arbejdsløse, og de har aldrig været stolte af det. Hvis de har talt om emnet, så der været lange forklaringer om, hvad de søger efter, og hvad de gerne vil lave, når de får et job igen.

LÆS OGSÅ: Knap hver fjerde frygter for økonomien på dagpenge: Ekspert slår alarm

Andre har været meget stille om det, og jeg kender også til mennesker som blev psykisk dårlige af at gå hjemme og være uden for det sociale liv, som vi har på arbejdspladserne.

Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor vi kan mistænke mennesker, der uforskyldt bliver fyret, for at de heller vil bytte et arbejde, hvor der følger identitet og ansvar for eget liv ud, med en dagpengesats der er latterlig lille.

De skal nu sammen med fyringen opleve en retorik gående på, at arbejdsløse er dovne, og det kan vi ikke byde dem eller nogen andre
John Nielsen, forbundsformand Serviceforbundet

Skulle de mange tusinde medarbejdere, der oplevede en fyreseddel ved finanskrisen i 2008–2009, eller de, der nu oplever at blive fyret under corona, pludselig være blevet dovne og gerne vil forsøge at leve på dagpenge.

Vores erfaringer i Danmark taler sit eget sprog, og når der er jobs nok, så er arbejdsløsheden så lille, at den må betragtes som værende næsten nul.

JEG HAR OPLEVET MEDLEMMER, der arbejdede med security i lufthavnene, og haft rigtig mange års anciennitet, blive fyret, og det er et kæmpe chok for dem. De elskede deres arbejde, sammenholdet på arbejdspladsen og det sociale. De skal nu sammen med fyringen opleve en retorik gående på, at arbejdsløse er dovne, og det kan vi ikke byde dem eller nogen andre. Det er bare for uanstændigt, og vi burde være bedre end det.

LÆS OGSÅ: Hver tredje kender en corona-arbejdsløs: Men dagpengesystemet er på 'katastrofekurs'

Desværre bakkes den holdning op politisk af beskæftigelsesministeriet og deres regnemodel, for den viser nemlig, at hvis vi hæver dagpengene med kr. 450,- om måneden, så vil antallet af arbejdsløse stige. Beskæftigelsesministeriet regner med et begreb der hedder "negativ arbejdsudbudsvirkning" og i deres regnemodel er der lagt den faktor ind, at hvis dagpengene stiger, så vil flere vælge dagpenge frem for et arbejde.

Regnemodellen i beskæftigelsesministeriet er åbenbart lavet af mennesker med meget lidt tiltro til deres medmennesker
John Nielsen, forbundsformand Serviceforbundet

Når jeg mærker efter i mig selv og nemt finde den følelse og glæde frem over, at jeg kan gå på arbejde hver dag og tjene min løn. Jeg føler mig ansvarlig for eget liv, og er en del af noget større og også det sociale. Hvorfor skulle alle andre ikke også have den samme glæde og ansvarlighed for eget liv?

DERFOR KAN JEG OGSÅ kun bakke op om forbundsformand for Teknisk Landsforbund Jannik Frank Petersens debatindlæg i Altinget den 4. marts.

Dagpengesystemet er en præmis og en af forudsætningerne for vores flexicurity-model. Det er sikkerhedsnettet for dem, der oplever at blive ledige, mens de arbejder hårdt for at få et nyt arbejde. Det er ofte sagt, at et af de hårdeste job er at være arbejdsløs.

LÆS OGSÅ: Måling: Stop udhulingen af dagpengene

Regnemodellen i beskæftigelsesministeriet er åbenbart lavet af mennesker med meget lidt tiltro til deres medmennesker.

Lad os nu have lidt mere tiltro til hinanden og få dagpengene hævet til et anstændigt niveau.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].