Forbundsformand: Det er fagbevægelsens vigtigste opgave
MANGE VIL SIGE, at fagbevægelsen har kronede dage i disse tider. Danmark er endnu en gang under røde faner med en socialdemokratisk regering, som med sit store projekt for at mindske uligheden i Danmark trækker flere tråde til Anker Jørgensens regeringsperioder i 70’erne og 80’erne end til den forrige socialdemokratisk ledede regering under Helle Thorning-Schmidt.
LÆS OGSÅ: Bjarne ramt af dobbeltbeskatning af sin pension: "Tyveri midt om natten"
Samtidig er overenskomstforhandlinger i gang på det private område, hvor fagbevægelsen får næsten ubegrænset taletid og opmærksomhed i offentligheden – for til gengæld endnu en gang at skulle bevise sit værd over for medlemmerne i forhandlinger om alt fra minimumsløn til løndumping og nedslidning.
Betyder solidaritet og sammenhold simpelthen noget andet i dag, end det gjorde under Anker Jørgensens tid? Og i så fald, kan fagbevægelsen synge med på de nye noder?
Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet
Men den seneste tid har også budt på nogle mindre heldige historier om tvang, bøllemetoder og gruppepres, som har skabt nogle lidet flatterende associationer til dele af fagbevægelsen. Det giver anledning til refleksion og til at vende blikket indad og spørge ind til, hvad historierne er udtryk for. Har fagbevægelsen udspillet sin rolle i et samfund, hvor individet sætter sig selv først, og er historierne et udtryk for desperate tider? Eller betyder solidaritet og sammenhold simpelthen noget andet i dag, end det gjorde under Anker Jørgensens tid? Og i så fald, kan fagbevægelsen synge med på de nye noder?
Fra produktion til prekariat
Siden de første arbejderorganisationer blev dannet i midten af 1800-tallet, har fagbevægelsen i Danmark arbejdet hårdt for at sikre bedre vilkår for danske lønmodtagere. Og når man kigger på det danske arbejdsmarked i dag, hvor ansatte har ret til barsel og dagpenge, er beskyttet af strenge arbejdsmiljøregler og i øvrigt har et af de højeste lønniveauer i verden, er det svært ikke at være enig med tidligere LO-formand Thomas Nielsens berømte udtalelse om, at fagbevægelsen har sejret ad helvedes til – godt.
LÆS OGSÅ: Uligheden stiger: Danske topchefer tjener 45 gange mere end almindelige lønmodtagere
Helt ad helvedes til er det dog ikke gået, for selvom fagforeningerne i dag har langt færre medlemmer end for 20 år siden, har Danmark stadig en af de højeste organiseringsgrader blandt OECD-landene. En ting er dog sikker. Fagforbundene står i dag over for et helt andet arbejdsmarked end nogensinde set før. En ny arbejderklasse, det såkaldte prekariat, som er mennesker i korte og usikre ansættelsesforhold, vokser hastigt frem. Det stiller helt nye krav til fagbevægelsen, som har været vant til, at medlemmer ofte blev i deres fag – og derfor også den samme fagforening – hele livet.
Man kan altså spørge sig selv, om solidaritet, sammenhold og faglig organisering overhovedet kommer til at spille en rolle for de næste generationers arbejdstagere. Dem, for hvem det at melde sig ind i sin lokale fagforeningskreds ikke længere er en helt naturlig del af arbejdslivet, som det var, da min generation begyndte at arbejde.
Solidaritet og sammenhold anno 2020
På den anden side viste folketingsvalget i sommeren 2019, at danskerne stadig vil solidaritet og sammenhold. Men vi er fra fagbevægelsens side nødt til at acceptere, at denne solidaritet ser anderledes ud i dag, end den gjorde, da vi var unge. Fremtidens arbejdstagere vil ikke blive i det samme fag i 50 år. Til gengæld viser de yngre generationer en enorm solidaritet ved at kæmpe for, at vi og fremtidige generationer har en sund og bæredygtig klode de kommende år.
LÆS OGSÅ: Konflikt kan ramme over 600.000 ansatte: Sådan er du sikret ved strejke eller lockout
Nutidens unge er fremtidens helte. Det er dem, som kommer til at løfte både klimaudfordringerne, det stigende antal ældre og kronisk syge i samfundet og ikke mindst de byer og bygninger, som skal danne selve rammen om vores liv fremover.
Derfor mener jeg, at det i dag er blevet en af fagbevægelsens fornemmeste opgaver at undersøge, hvad solidaritet og sammenhold betyder for de yngre generationer, og hvordan vi på tværs af de faglige organisationer kan bakke op om de kampe, de mener, fremtiden vil bringe.
Det er en stor opgave og et ansvar, som vi med glæde vil tage på os. For det er et privilegium at få lov til at videregive fortællingerne om de mange kampe, fagbevægelsen har vundet til gavn for lønmodtagerne de sidste 150 år, og ikke mindst at være med til at udvikle visionerne for de slag, der fortsat skal stå, for at vi får et mere lige, fair og solidarisk samfund for alle.