Fagforeningerne har ondt i arbejdsmiljøet: Forbund har store problemer med arbejdsmiljø

4. jun 2010
De organiserer dem, der lærer børn at være søde ved hinanden men i BUPLs eget forbundskontor har Arbejdstilsynet fundet både mobning og stress.

Skrigende børn og forældrepres er hverdagen for mange pædagoger, men en rapport fra Arbejdstilsynet viser, at arbejdsmiljøet ikke er en pind bedre i pædagogernes eget forbundskontor.

Flere medarbejdere er blevet sygemeldt med stress på grund af for meget arbejde. Og en enkelt medarbejder har i fire år mobbet en anden, ved at at få det til at se ud som om, at ofret var dårlig til sit arbejde.

BUPLs ledelse er igennem flere år blevet gjort opmærksom på problemerne - blandt andet i to konsulentrapporter fra henholdsvis 2003 og 2007. Alligevel anerkender BUPL-ledelsen ikke Arbejdstilsynets afgørelse, som de har klaget over.

"Vi har et andet billede af arbejdsmiljøet end Arbejdstilsynet. Det er nogle få medarbejdere. Men vi har dokumenteret, at medarbejderne arbejder normalt, når man ser på hele organisationen," siger direktør i BUPL, Inge Prip. Hun sætter spørgsmålstegn ved Arbejdstilsynets metode:

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"De lytter til folks oplevelse af, at de arbejder for meget. Vi har jo fremlagt dokumentation for, hvordan folk rent faktisk arbejder."

Inge Prip afviser desuden, at der ikke bliver lyttet til medarbejderne:

"Vi samarbejder godt og lytter til dem. Vi har en forpligtigelse til at arbejde med arbejdsmiljø som faglig organisation."

Arbejdstilsynet stod fast

Arbejdstilsynet har valgt at fastholde afgørelsen trods klagen fra BUPL's ledelse.

"Det er Arbejdstilsynets vurdering, at arbejdet i BUPL's Forbundskontor ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Der er risiko for, at de konstaterede problemer med stor arbejdsmængde og tidspres kan have indvirkning på medarbejdernes fysiske og psykiske sundhed både på kort og lang sigt," står der i afgørelsen.

Medarbejderne ønsker ikke at udtale sig til avisen.dk.

Ondt i fagforeningen
  • Fagforeninger hjælper, når fyringsrunden står for døren eller stressen har knækket psyken - men kan fagforeningerne selv leve op til deres gode råd?
  • Avisen.dk har i denne uge taget temperaturen på fagforeningers arbejdsmiljø.