Klamme ting i fødevarerne: Forbrugere: Harboes Bryggeri gjorde os syge

13. mar 2011
Fødevarekontrollen undlod at trække sodavand og danskvand tilbage trods meldinger om, at fire forbrugere blev syge af at drikke det.

"Jeg var tørstig og tog en ordentlig slurk danskvand. Jeg blev med det samme utilpas og fik en følelse af mathed og bedøvelse i hele kroppen," siger Jørgen Bæk om en oplevelse i marts i fjor.

Jørgen Bæk er kemiingeniør og arbejder til daglig med fødevaresikkerhed. Han studsede over, om det virkelig var denne Apollinaris med citrussmag, der gjorde ham dårlig. Så et par timer senere prøvesmagte han endnu en tår apollinaris - og blev igen utilpas.

Han er ikke den eneste forbruger, der siger, at han i fjor blev dårlig efter at have drukket produkter fra den kongelige hofleverandør af sodavand og øl, Harboes Bryggeri i Skælskør.

Avisen.dk kan i dag afsløre, at både fødevarekontrollen og bryggeriet i ugerne inden der i fjor blev fundet tarmbakterier i vand på bryggeriet, fik klager fra forbrugere, der oplyste, at var blevet syge af at drikke produkter fra Harboes.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Fire meldte om sygdom, endnu flere klagede over bismag i produkterne.

Alligevel blev ingen produkter trukket tilbage fra butikkerne. Både bryggeriet og fødevarekontrollen fastholder nemlig, at, at der ikke var sundhedsfare.

"Igen virker det som om, at fødevaremyndighederne tager store hensyn til producenterne - og for lidt til forbrugerne," siger Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht.

En anden forbruger skrev til fødevarekontrollen, at sodavandsvarianten Topform Power ikke smagte det som det plejede, og at hans søn var blevet utilpas og havde brækket sig, efter have drukket det.

Fødevarekontrollen forelagde oplysningerne for bryggeriet, som indrømmede, at yderligere 10 kunder havde klaget.

Harboes daværende kvalitetschef Martin Kamber erkendte overfor fødevarekontrollen, at et produkt lugtede af kærnemælk, smagte forkert, og at det måske skyldtes mælkesyrebakterier.

"Vi har kun fået én tilbagemelding op at nogen har følt sig syge efter at have indtaget produktet," skrev kvalitetschefen.

Alligevel argumenterede han for, at det ikke var sundhedsskadeligt, og at varepartiet dermed ikke skulle trækkes tilbage fra dagligvarehandlen.

Fødevarekontrollen trak ikke varepartiet tilbage.

En tredje kunde forsikrede overfor fødevarekontrollen, at flasken var uåbnet, da hun brød skruelåget og opdagede, at flasken indeholdt eddike.

Fødevarekontrollen, der var enig i, at det var eddike, skrev til forbrugeren:

"Eddiken må være havnet i flasken forsætligt. Det kan ske på forsætlig vis, enten ved sabotage på bryggeriet eller hos Netto eller ved uagtsomhed hos jer som forbrugere."

Men selv om fødevarekontrollen gættede på, at der kunne være sket sabotage på bryggeriet, førte det ikke til et kontrolbesøg på bryggeriet.

Fødevarestyrelsens jurist Jacob Neuer, der kender til sagerne med Harboes Bryggeri, kan ikke svare på, hvorfor gisningerne om sabotage ikke førte til et kontrolbesøg.

Men han siger, at der på intet tidspunkt var alarmklokker, der ringede, og at der ikke var grund til at trække produkter tilbage.

"Der blev taget prøver, og der var på intet tidspunkt analyseresultater, der pegede på, at der skulle være sundhedsfare ved at drikke produkterne," siger han.

Harboes direktør, Martin Schade, forsikrer, at kunderne kan stole 100 procent på produkter fra bryggeriet, der er kameraovervågning, der ville have afsløret sabotage.

"Man kan ikke blive syg af vore produkter. Vi har autorisationer til at sælge og producere fødevarer og fødevaremyndighederne kontrollerer os og tager stikprøver med jævne mellemrum," siger Martin Schade.

Klagerne fra forbrugerne kom i ugerne inden Skælskør Kommune underrettede Fødevarekontrollen om, at der var fundet tarmbakterier i en vandboring på bryggeriet.

Dokumenterne, som Avisen.dk er i besiddelse af, afslører. at Harboes kvalitetschef var i kontakt med fødevarekontrollen på et tidspunkt, da han vidste, at der var fundet e-coli i vandet.

Alligevel undlod han at underrette fødevarekontrollen.

"Det er kritisabelt, og det har vi påtalt," siger Jacob Neuer fra fødevarekontrollen, der skred ind med hårde sanktioner, da Skælskør Kommune fortalte, at der var e-coli i vandet.

"Vi skulle have underrettet fødevaremyndighederne, så nu har vi ændret procedurer, så det ikke kan gentage sig," siger Martin Schade.

Han understreger, at Harboes Bryggeri har skærpet kontrollen siden klagerne sidste sommer, og han erkender, at det ikke er i orden at sælge sodavand med afvigende smag eller med mælkesyrebakterier, men han siger også, at det ikke nødvendigvis skal føre til tilbagetrækning.