Thomas og Charlotte mener ikke, at deres datter frivilligt havde haft sex med sin lærer. (Arkivfoto) Foto: Bente Jæger

Lærer havde sex med Thomas og Charlottes datter: Vi har mistet al tillid til retssystemet

14. jul 2020, 16:17
Forældrene til en dengang 13-årig pige har ansøgt om at få en landsretsdom vurderet ved Højesteret. Landsretten fandt, at deres datter frivilligt havde haft sex med sin lærer.

Charlotte og Thomas mistede i sidste uge al tillid til det danske retssystem.

- Jeg mener helt klart, at det er totalt umuligt som barn i Danmark at få nogen dømt for voldtægt, siger Thomas til TV2 Øst.

LÆS OGSÅ: 3F-formand slår alarm inden pensions-drama: Voldsom stigning i ældre danskeres sygefravær

Reaktionen kommer oven på, at Østre Landsret i torsdags omstødte en dom fra Retten i Næstved, der i december sidste år slog fast, at Thomas og Charlottes datter på dengang 13 år var blevet voldtaget af sin idrætslærer på en skole i Dianalund i 2018. Dengang blev læreren idømt seks års fængsel for blandt andet voldtægt, men idrætslæreren ankede dommen, og i Østre Landsret blev han den 9. juli frikendt for den del af anklagerne, der handlede om voldtægt, tvang, vold og trusler om vold.

I Østre Landsret blev idrætslæreren dømt for flere tilfælde af samleje med et barn under 15 år og blev idømt en straf på to års fængsel.

Den fire år kortere dom betød, at den tidligere idrætslærer, der har siddet fængslet siden januar 2019, ikke skulle afsone yderligere.

Charlotte og Thomas mener, at loven på området skal ændres, fordi det fremgår af domsudskriften fra Østre Landsret, at forholdet mellem deres dengang 13-årige datter og hendes lærer "ikke var af den tvangsmæssige karakter, som hun (den 13-årige, red.) har forklaret under videoafhøringerne".

- Som forældre skylder vi vores datter at kæmpe alt, hvad vi overhovedet kan. Vi ved, og alle fornuftigt tænkende mennesker ved, at det her handler ikke om frivillighed. Det handler om et retssystem, som åbenbart tilgodeser gerningsmænd over børn, siger Thomas.

Ifølge anklageskriftet skulle et af de grovere seksuelle overgreb have fundet sted tæt på pigens hjem. Her blev hun ifølge anklagen lagt i håndjern, fik halsbånd på og penetreret analt.

- Vi taler om et barn på 13 år. Så der er ikke nogen, der overhovedet skal bruge ordet frivilligt i det her. Det er en dobbelt traumatisering for vores barn, at der overhovedet bliver opereret med begrebet frivilligt, siger Charlotte.

Idrætslæreren fik medhold i, at det seksuelle forhold mellem ham og hans 13-årige elev var frivilligt, blandt andet fordi Østre Landsret ikke mente, at alle videoafhøringer af den dengang 13-årige pige kunne bruges som bevismateriale.

I byrettens dom er alle tre afhøringer blevet brugt til dom og strafudmåling efter lovens strengeste voldtægtsparagraffer.

Landsretten vurderede imidlertid, at eleven angiveligt havde fået psykologbehandling mellem afhøringerne, hvilket ifølge retten svækkede anden og tredje videoafhørings troværdighed, da det ifølge den fremstod som om, at det ikke var hendes egen forklaring.

Derfor er det kun første videoafhøring, der blev brugt som bevis, og derfor bortfaldt straffen efter de strengeste voldtægtsparagraffer. Det er nemlig anden og tredje videoafhøring, der blandt andet konkretiserer episoden i skoven nær pigens hjem.

Det chokerede forældrene, at idrætslæreren fik medhold i retten.

- Du kan ikke gøre noget som helst. Du står og hører, at de siger i retten, at din datter lyver, og at hun frivilligt er gået med til de værste ting, du overhovedet kan forestille dig. Hvor jeg tænker, at jeg kan overhovedet ikke forstå, at nogen fornuftige mennesker forestiller sig en 13-årig frivilligt går med til sådan nogle ting 500 meter fra, hvor hun bor, siger Thomas.

Han og Charlotte vil derfor kæmpe videre for, at sagen bliver tager op i Højesteret.

- Denne her sag skal på ingen måde slutte juridisk for vores datter. Den skal løftes til Højesteret. Det er så katastrofalt for vores barns fremtid, hvis denne her sag slutter juridisk her. Så der skal simpelthen ske noget, og vi vil selvfølgelig også kæmpe i den grad for andre børns retssikkerhed, siger Charlotte.

Dansk Kvindesamfund er enig med forældrene i, at loven på området skal laves om.

- Der er behov for, at der bliver kigget på loven, så vi får en lov, der beskytter børnene bedre, end den gør nu, siger Helena Gleesborg Hansen, der er konstitueret forkvinde for Dansk Kvindesamfund.

Hun mener, at afgørelsen i Østre Landsret lægger en del af skylden over på den 13-årige pige, når den 32-årige lærer ikke længere er dømt for voldtægt.

- Det, synes vi, er dybt bekymrende. Hun er 13 år og et barn, og man kan derfor ikke give hende medskyld eller skyld for de overgreb, hun har været udsat for, siger Helena Gleesborg Hansen.

Folketingsmedlem og advokat Preben Bang Henriksen (V), der er formand for Retsudvalget, mener også, at der skal ses på lovgivningen på området.

- Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, men det, man kan diskutere, er, om en 13-årig kan give accept til noget som helst, siger han.

- Vi vil kigge på lovgivningen straks efter sommerferien, når vi også skal se på den nye voldtægtslovgivning, siger Preben Bang Henriksen.

Højesteret tager ikke stilling til skyldsspørgsmålet i en sag. Sagen bliver endeligt afgjort i landsretten. Derimod kan Højesteret tage stilling til, om reglerne er anvendt rigtigt eller ændre straffen.

Det er Procesbevillingsnævnet, der afgør, om en sag kan behandles i Højesteret.

Af hensyn til deres datter ønsker Charlotte og Thomas ikke at stå frem med efternavn. Deres navne er redaktionen bekendt.