Kaare Dybvad vil have dig til at tænke på Korsbæk. På oberst Hackel og datteren Vicki, på dr. Hansens lægepraksis, på den lokale bankdirektør hr. Varnæs. Og på, hvor langt den fiktive provinsby fra nationalklenodiet ”Matador” er fra det Danmark, vi i dag kender fra provinsen. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Åbningsscenen, siger han, ville jo slet ikke kunne laves længere.

- Oberst Hackels kaserne er nedlagt. Vicki kan ikke gå på lærerseminariet, for det er også lukket. Korsbæk Bank er blevet fusioneret og har fået hovedsæde i Stockholm, og det lokale sygehus er erstattet af et supersygehus i en større by. Det ville blive en meget kedelig tv-serie. De lokale institutioner eksisterer ikke længere – hovedpersonerne ville simpelthen ikke have et arbejde i byen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Boligministeren har inviteret os på en tur til Vordingborg i Sydsjælland. Her er 12.000 indbyggere, en rig historie gående tilbage til 1100-tallet og et stille hovedstrøg med Matas, Vero Moda, Bog&Idé og en række optikere. Over for os ligger en yndig hvidmalet herskabsejendom fra 1826 med et guldskilt over døren. Apothek, står der. På facaden er påklistret en plakat fra ejendomsmægleren EDC. Til salg.

Vi er her for at tale om, hvorfor byer som Vordingborg på mange måder danner rammen om hverdagen, som den leves i provinsen. Om hvorfor livet her er bedre end i de store byer. Og måske for at nærme os kernen af velfærdsstatens sjæl og det socialdemokratiske idealsamfund. Det, mener Kaare Dybvad, findes nemlig her – men det vender vi tilbage til senere.

I slutningen af juni blev Kaare Dybvad udnævnt som boligminister i den nye S-regering. Noget af det første, han gjorde, var at gøre op med brugen af ordet ghetto til at beskrive socialt udsatte boligområder. Samtidig varslede han et opgør med udenlandske kapitalfonde som amerikanske Blackstone, der opkøber billige lejeboliger i København, renoverer dem og sætter huslejen markant i vejret. Politik, der udspringer af problemer i København, Aarhus og Odense, kort sagt.

- De flyver meget højt, diskussionerne om Blackstone og ghettoer. Men for mig er boligpolitik kampen for at sikre, at vi har spændende blandede byer, hvor man møder hinanden på tværs af etniske og sociale skel, og det er en kamp, der lige så meget foregår i købstæderne som i København.

Den nye boligminister slog for alvor sit navn fast i offentligheden i 2015. Dengang var han ”kun” folketingskandidat, men skabte alligevel livlig debat med bogen ”Udkantsmyten”.

Det er en harmdirrende bog om et land, der knækker over i to, og om, ”hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og sociale sammenhængskraft”, som undertitlen lyder.

Nu har han selv ansvaret for butikken og vil dreje projektørlyset over på provinsen.

- Købstadsdanmark er udfordret. I mellemstore byer som Silkeborg, Herning, Vejle og Roskilde går det godt. Men små byer, der før kommunesammenlægningen i 2007 havde et rådhus, har det svært. Her på egnen er det Langebæk, Nørre Alslev og Præstø, der tidligere havde deres eget liv omkring rådhuset, men nu er puttet ind under en større kommune. Selv Vordingborg, en kommunehovedstad med over 10.000 indbyggere, har udfordringer, siger han.

Kaare Dybvad peger i retning af Erhvervshus Sjælland, hvor han i fire år arbejdede, indtil han blev valgt til Folketinget. Det er her, at pointen med ”Matador” kommer ind. Korsbæk er skåret over en skabelon, der kan lægges ned over en by som Vordingborg, som den så ud engang. Algade hedder strøget endda. Ligesom i – ja, ”Matador”.